Back to business

Fredag den 4. september. Telefonen ringer. Ukendt nummer. Forventer en træls telefonsælger med et tarveligt tilbud. Jeg får dog ikke en telefonsælger i røret, men jeg får et unikt tilbud. Et tilbud, jeg ikke kan sige nej til: Hvad siger du, til en tur tilbage til Aasiaat, Kristina? 

Siden da er ugerne fløjet afsted, og mandag den 12. oktober sidder jeg i et fly. Udsigten ud af flyvinduet er for god til at være sand. Jeg kniber mig i armen. Klemmer øjnene ekstra hårdt i og åbner hurtigt igen: Intet ændrer sig. Fantastisk! Altså er det ikke bare en drøm, men en drøm, der er gået i opfyldelse: Jeg er tilbage i skønne Aasiaat!

Kort tid før afgang i København

Ventetid i Kangerlussuaq

Endelig fremme

Næppe er jeg kommet indenfor i Aasiaat lufthavn, før jeg bliver prikket på skulderen og får slynget et par grønlandske hilsner i hovedet af den første, der genkender mig. Gensynsglæden er til at tage og føle på - fantastisk. Så ankommer Theresa, og det største bjørnekram udleveres fra undertegnedes side, hvorefter snakken kører uafbrudt. Alt er ved det gamle - nøj, hvor føles det godt at være tilbage.
Jeg har holdt min rejse så hemmelig som muligt, så kun volontørerne og køkkendamerne vidste, jeg skulle komme. Jeg får derfor mange overraskede ansigter og reaktioner at se på vejen til og på selve Sømandshjemmet. Det er, sagt med Theresas ord: KLASSE! og en ubeskrivelig sjov oplevelse at være grunden til andres overraskede reaktioner. Theresa og jeg har en fest og overrasker også Mathias Schmidt (ven af huset) med min ankomst, så han er ved at falde bagover af overraskelse.
Udover at overraske en masse gode mennesker, bruger jeg mandagen på risengrød og LEGO-Ninjago-film hos Bettina og Anders, vandrer hjem under vidunderligt nordlys og kommer først i seng ved 1-tiden. Godt træt efter at have været vågen i næsten 24 timer (pga. tidsforskellen), er jeg dog slet ikke til at slå ud - for jeg er jo tilbage i dejlige Aasiaat :)

Men ja, jeg har jo ikke bare fået en tur til Aasiaat foræret. Næ, jeg er såmænd businessrejsende. De nuværende volontører skal nemlig til volontørtræf i Nuuk, og mens de er væk, skal jeg arbejde i deres sted. Det betyder ca. 6 dages fri og ca.  4 dages arbejde. Ja tak.
Nu er fridagene forbi, volontørerne er rejst, og arbejdet kalder. Jeg har haft nogle fænomenale fridage med sejltur (beklager mor :) ), pandekagebagning, risalamande, midnatskælkning, kaffemik, nordlys, SkipBo, havregrynskugler og det bedste selskab. Jeg gentager gerne mig selv: Det er virkelig en fornøjelse at være tilbage, så lidt arbejde oveni opholdet bliver ikke noget problem.
- og derpå: Back to business!

Blandet godt fra fridage og fritid:

På café med Theresa

Skønne Bettina

Med Mathias Schmidt i lufthavnen for at hente Maja og Malene

Pandekagebagning med Anja

Kaffemik med mange grønlandske specialiteter

SkipBo-hygge efter vagten

Rasmine

I Aasiaat er der et være- og værksted, hvor nogle af byens ældre og socialt udsatte kommer mandag til fredag. Her har de mulighed for at lave kunsthåndværk, som de kan sælge i byen og derved tjene lidt penge. Den enkelte bruger må frit benytte værkstedets redskaber og maskiner, men materialerne skal han eller hun selv sørge for. For dem, der dagligt kommer på værkstedet, er det ligesom et arbejde, hvilket understøttes af, at kommunen betaler brugerne et symbolsk beløb på 10 kr/timen. Efter min mening er værkstedet en rigtig god måde at aktivere en gruppe, der ellers ikke ville have noget at give sig til.Jeg har besøgt værkstedet et par gange – oftest sammen med Theresa. Her er en god stemning, og man kan bare dumpe ned imellem brugerne og få en snak. En af dem, jeg særligt er kommet til at snakke med, er Rasmine. Det begyndte med, at Rasmine sagde ja til at lære Theresa og jeg lidt om at sy perler, og derefter har hun rigtig fortalt. Hun er virkelig en sej kvinde, hør bare:

Rasmine og jeg på værkstedet :)

Rasmine er født udenfor ægteskabet, og den papfar, hun voksede op med, lagde ikke skjul på, at han ikke brød sig om hende. Derfor lærte Rasmine helt fra barns ben at kæmpe for at komme frem i livet, samt lært hende at være uafhængig af andre.I sin folkeskoletid var Rasmine og hendes søskende nogle år i Danmark, hvor de boede hos værtsfamilier. Også her kæmpede Rasmine for at gøre det godt og for at værtsfamilien skulle synes godt om hende. Rasmine blev rigtig dygtig i skolen, hvilket betød, at da hun vendte tilbage til skolen i Grønland, blev hun drillet og holdt udenfor, fordi hun var så ”dansk”. Heldigvis begyndte en dansk pige i klassen, som Rasmine blev venner med. De kunne hjælpe hinanden; Rasmine hjalp den danske pige med at lære grønlandsk og omvendt.Dette er bare udpluk af Rasmines vilde livshistorie. At have mødt og lært Rasmine at kende, har virkelig gjort indtryk på mig, for hun er sådan en sød og glad kvinde, og det er slet ikke til at forstå, alt det hun har været igennem. Desværre er hun langtfra den eneste her i Grønland, der har oplevet svigt på svigt.

Sidst jeg besøgte Rasmine på værkstedet, lærte hun mig at sy et perlehjerte.

Aasiaat Midnight Sun Marathon - Grønlands Mesterskab i maraton 2015

Hvornår jeg første gang hørte om Aasiaat Midnight Sun Marathon, er et godt spørgsmål.

Hvornår jeg afgjorde, at jeg skulle deltage, er et mindst lige så godt spørgsmål.

Hvornår løbet fandt sted, er til gengæld let og ligetil: nemlig fredag d. 26. juni kl. 21.

Uden at kunne prale af at have trænet, men for at få en førstehåndsoplevelse af Grønlands mesterskab i maraton, mødte jeg fredag aften op ved kommunepladsen kl. 20.30. Med såvel numre som nerver uden på tøjet rendte et væld af ventende mennesker rundt imellem de mange flag og bannere. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Temperaturen var tilpas. Vinden i vinkel. Alt tydede på en lækker løbetur.

Mathias Schmidt deltog i minimaraton = 4,2 km. Billedet er taget før løbet - vi er klar til action :)

Publikum tog blandt andet plads på forhøjninger langs vejen - her er det ved kirken

Stemningen både før, under og efter løbet var noget helt for sig selv. I start/mål-området blandedes latter og livemusik, og ude på selve løbsstrækningen lød der konstant tilråb og heppen – både fra tilskuere på vejen, i huse langs ruten, og løberne imellem. Med en sådan opbakning gjorde det ikke så meget, at ruten ofte var ”op ad bakke”.

Få minutter før startskuddet - Jeg giver thumbs up for Mathias Schmidt, der endnu en gang foreviger situationen

Så er løbet i gang

Udover et bakket terræn, er der det særlige ved Aasiaat, at det er en by uden voldsomt meget vej. Som eksempel på vejnettets størrelse kan nævnes, at Sømandshjemmet og lufthavnen ligger i hver sin ende af byen, og strækningen herimellem er byens længste på ca. 4,5 km. Da der dermed langtfra er 42 km vej til rådighed, opmærkes en 10,... km rute = kvart maraton, som så løbes flere gange. Jeg tog en enkelt omgang på ruten og ser både fordele og ulemper ved tanken om at skulle have taget flere omgange: Det er smart, man efter øfrste omgang ved, hvor på ruten man har sine styrker og svagheder, men nøj, hvor må det også hurtigt blive ensformigt med samme rute. De, der løber halv- og helmaraton under de her forhold, er efter min mening mega seje – sikke en udholdenhed!

En halvmaratonløber med fart på.

En lille "mål-selfie" skulle der selvfølgelig være tid til - hehe...

Dog var der særligt en strækning på ruten, jeg glædeligt havde løbet igen og igen. Det var strækningen fra udkanten af byen til lufthavnen. Her løb vi langs med havet, hvor midnatssolen skinnede fra nord, mens isfjeldene lå smukt i vandet og reflekterede sollyset. Den udsigt var fuldstændig fænomenal!

Midnight Sun Marathon levede op til sit navn - midnatssolen var fantastisk hele natten (i hvert fald den del af natten, jeg var vågen :) )

(Hvis du gerne vil have en fornemmelse af, hvordan det er at bevæge sig mellem lufthavnen og Sømandshjemmet, kan du evt. se https://www.youtube.com/watch?v=Fb-85qr6BI4 . Især hvis du mangler noget at bruge tid på.)

Flere billeder fra løbet kan ses på:

http://sermitsiaq.ag/galleri-midnatssolen-ramte-aasiaat-marathon

Min båd er så lille, og havet så stort...

B-post og diverse varer modtager vi med store fragtskibe, der alle bærer et pigenavn efterfulgt af ”Arctica”, fra Royal Arctic Line (RAL). Da dette års første fragtskib lagde til i Aasiaat i slutningen af marts måned, gik det ikke ubemærket hen. Begejstringen var stor, for endelig havde et fragtskib modstået ishavet, og der ville gå tre uger, før næste fragtskib gjorde forsøget.
Nu lægger et af RALs fragtskibe til kaj ugentligt, og så snart containerne er losset af og på, er skibet på vej videre. De store røde skibe er blevet fast inventar i ugens trummerum og får ingen særlig opmærksomhed længere. Opmærksomhed havde Theresa, Johannes-volontør og jeg dog masser af nogle uger tilbage, da vi besøgte et af RALs største skibe; Naja Arctica.
Da vi bevægede os ned på havnen, var der mod forventningen ikke den store aktivitet at spore. Ombord på skibet fandt vi ud af, roen skyldtes, at der var spisepause. Nogle enkelte var på vagt, og en af dem ville med glæde vise os rundt på skibet. Dejligt.
Naja Arctica er et vildt stort skib, med plads til 800 20fods containere. På denne tur havde skibet dog ”kun” haft 430 containere med fra Danmark. Skibets størrelse og lasteevne til trods, lyder besætningen i gennemsnit på 11 mand!Et skib i denne størrelsesorden tager selvfølgelig tid at komme rundt på, og med vores dygtige rundvisers store viden, fortællelyst og tålmodighed til spørgsmål endte rundturen med at vare næsten 1,5 time. Vi fik bl.a. lov at se den enorme motor og tilhørende skorsten, en af kahytterne og opholdsstuen. På skibet var der selvfølgelig et veludstyret køkken, som i anledningen af lørdag havde traktereret besætningen med en overdådig treretters menu. Luksus – virkelig.

Det store ror styres ikke manuelt men digitalt

Naja Arctica's motor og tilhørende skorsten - sammenlign evt. med trappen øverst til højre for størrelsesforhold.

Reservestempler til motoren sat i forhold til Theresa.

Der var en fin udsigt til bl.a. Sømandshjemmet fra broen.

Der var flag for hvert land, skibet har sejlet i. 

Efter lovkrav til skibe af denne størrelse er der på et af skibets dæk en mindre pool. Vores rundviser fortalte, at nogle gange bliver poolen fyldt med vand, som er opvarmet af motoren, så besætningen kan ligge og slappe af i det varme vand efter endt vagt, mens isfjeldene driver forbi. Svært ikke at blive lidt misundelig.

Ganske vist en lille pool - men nøj, hvor lyder det lækkert med varm badning og isfjelde på samme tid.

Til sidst skal nævnes den information om skibet, der gjorde allerstørst indtryk på mig: RALs fragtskibe er specialbyggede til arktiske forhold af virkelig stærke og holdbare materialer, men selv disse stærke materialer kan bukke under, hvis skibet rammer sort is (is næsten uden luft, som er rigtig svær at se i havoverfladen). Det sætter tingene i perspektiv, at noget af det mest holdbare, mennesker kan skabe, på ingen måde kan måle sig med den is, Gud har skabt. Hvilken mægtig Gud, vi har!

Konfirmation i Aasiaat

Da det rygtedes, at årets konfirmander skulle udklækkes henholdsvis 31. maj og 7. juni, stak Theresa og jeg straks hovedet i vagtplanen for at undersøge, om det kunne lade sig gøre at overvære konfirmationsgudstjenesten. Søndag d. 7. juni bød muligheden sig – for da hang Mathias på morgenvagten. :)Forud for en konfirmationsgudstjeneste er der godt gang i kirkeklokkerne af mange omgange, og eftersom gudstjenesten allerede begyndte kl. 9.00, fik klokkerne os vækket tidligt. Sammen med Maja og Cecilie (søster til Johannes-volontør) begav vi os mod kirken kl. 8.30, for at få gode pladser.

Der var pyntet fint med hhv. pink og blåt bånd i pige- og drengesiden.

Konfirmanderne selv og den nærmeste familie har til en sådan begivenhed alle nationaldragt på – mænd og drenge har hvide anorakker, sorte bukser og kamikker, mens kvinder og piger bærer farvet anorak med perlekrave udover, sælskindsshorts, kamikker og så videre. Kvindernes og konfirmandpigernes flotte dragter var et farverigt og festligt indslag i kirken, men det var tydeligt at se, at ikke alle konfirmanderne var lige trænede i at bevæge sig i dragten. Jón, en kollega på sømandshjemmet, kalder det ”pingvinmarch”, når kvinderne bevæger sig rundt i nationaldragt, og han rammer ikke helt skævt med den sammenligning :) .
Gudstjenesten forløb på mange måder ligesom i Danmark; præsten holdte en tale, konfirmanderne sagde fadervor og trosbekendelsen, derefter var selve konfirmationen.

Trosbekendelsen og fadervor på grønlandsk.

Familien til den pågældende konfirmand rejste sig under velsignelsen, ligesom man kan opleve det i Danmark, men derefter ophørte lighederne; Så snart den sidste i rækken var konfirmeret, gik op mod en tredjedel af kirkegængerne hjem. Konfirmander, familie og tjah, turister som os blev tilbage, og gudstjenesten fortsatte med nadver i ca. tre kvarterer.

Under altergangen sneg jeg mig ovenpå...

...hvor der også var andre, som ikke kunne sidde stille :)

Ca. kl. 11 var gudstjenesten færdig og de glade, nyudklækkede konfirmander stillede op til foto – mange fotos. :)

Det obligatoriske holdbillede

Jeg agerede fotograf for dette konfirmationsselskab - Konfirmanden står ca. i midten bag børnene, og manden længst til højre er min kollega Jón.

Mens jeg nok så venligt hjalp familien med at forevige dagen, sneg Maja og Theresa sig med på billedet bagfra. :)

Sangstemmer og snobrød

Selvom man måske skulle tro det, så bar den sidste uge i maj ikke kun præg af, at månedens lækre Ben&Jerry's prishug og ”Gør maj sund”-kampagnen nåede sin afslutning. Nej, for vi volontører bar ugen også præg af forberedelser til ikke bare ét men to nye tiltag/arrangementer, som skulle stå sin prøve henover weekenden.
Begge tiltag havde været undervejs i et stykke tid, så der havde været god tid til at tænke alt igennem, hvilket især var tilfældet ved fredagens arrangement; En sang- og caféaften udtænkt af især Maja og Johannes (volontør). Aftenens koncept var at lære de fremmødte nogle af de kristne sange, vi godt kan lide, servere en lille andagt og derefter hygge, snakke og spille henover kagebordet.

Denne flyer havde Maja og Johannes (volontør) været på gaden og dele ud af flere omgange.
Vi reklamerede også på Facebook. :)

Trods en massiv indsats på PR-fronten med såvel plakatophængning som flyeruddeling, kunne fremmødet tælles på to hænder, os volontører inklusiv. Men den interesse og medleven, de få fremmødte udviste, beviste tydeligt, at ”lidt har også ret”, hvilket hjalp os til at fokusere på de tilstedeværende frem for de fraværende. Sammen fik vi en dejlig aften, som har sat spor i min hukommelse - forhåbentlig også i de fremmødtes :).Efter oprydning og en smule søvn skulle de sidste forberedelser til arrangement nr. 2 på plads: En lege-/aktivitetseftermiddag for byens børn. Dette tiltag fik vi ideen til, da Johannes (bestyrer) informerede os om en fond, som ville støtte projekter, der aktiverer børn og unge i Grønland. Vi har længe haft lyst at gøre noget for byens børn, så det var oplagt at søge fonden, hvilket resulterede i 20.000 kr. til diverse udendørs sports- og legeredskaber. Ikke dårligt. Så var det bare om at komme i gang:Også til dette arrangement var PR-indsatsen helt i top, men da vi skulle i gang klokken 15, var der alligevel kun kommet to børn – det var tilmed køkkendamernes. Selvom seks mand var lige i underkanten til at føre den planlagte rundboldkamp ud i livet, drog vi afsted mod fodboldbanen i håbet om at møde flere børn på vejen.
Det lykkedes kun at overtale et enkelt barn undervejs, men ved fodboldbanen var en gruppe drenge, som gerne ville være med, og så snart spillet var i gang, kom der stadigt flere børn til. Efter rundboldkampen havde vi lavet et bål klar til snobrød. Sjældent har jeg oplevet ca. 20 børn sidde så pænt og lave så fine snobrød. Wauw :)

Først rundbold med flere og flere børn hele kampen igennem.

Derefter dyb koncentration om at bage snobrød.

Mange snobrød :)

Lege-/aktivitetseftermiddagen var en succes – børnenes mange smil og ønsker om at fortsætte legen taget i betragtning. En dejlig oplevelse, der forstærker lysten til at gøre noget for byens børn, og som giver smil på læben ved tanken om næste lege-/aktivitetseftermiddag.
Planen er, at der skal være lege-/aktivitetseftermiddag hver anden lørdag,  

Chlor og kolde fornøjelser

Førstehåndsindtryk hører som regel med, når man oplever noget for første gang, på første hånd. Et kig i kalenderen afslører, at jeg efterhånden har lagt mange gange ”første gang i Grønland” bag mig, men ikke desto mindre, er der førstehåndsindtryk, jeg ikke har fået delt her.
Min første nat på Sømandshjemmet blev jeg indlogeret på et hotelværelse med eget bad og hele molevitten. Idet jeg åbnede døren til værelset, fik jeg den ækleste stank af kloak i hovedet. Lugten var heldigvis hurtigt væk, for den skyldtes blot, at værelset ikke havde været i brug et par dage, så vandrørene var tørret ud. Derefter tog en anden lugt over. En lugt, som har varet ved lige siden, nemlig lugten af chlor.
Aasiaat får sit vand fra bunden af en sø. Her er vandet ganske rent og fint, men fordi vandet vender sig de forskellige lag imellem, tilsættes chlor for at rense det. Det er forskelligt hvor meget chlor, der er i vandet, f.eks. er der den tilsatte mængde størst i foråret. Ikke desto mindre var mit første bad ren ”svømmehals-feeling” - chlorlugt for alle pengene.
Men det er ikke kun chlor, grønlænderne holder af at putte i deres vand. Selvom der var omkring -30grader, da jeg ankom, var vandkanden i cafeteriet konsekvent proppet med isterninger. Til at starte med undrede jeg mig over, at der blev drukket isvand, når det var så koldt udenfor, men tja, det vænner man sig hurtigt til, og når vandet er iskoldt forsvinder noget af chlorsmagen også.
I det hele taget er iskolde ting meget populære trods kulden udenfor. På sømandshjemmet er der ikke kun aftag på isvandet, men også is går som varmt brød :)
Supermarkedet er også ret godt med på isfronten. En uge efter, jeg var ankommet var der f.eks. et særligt tilbud for ”Club-bonusi”-kunder: 4 x Ben&Jerry's for 100kr.! Sikke et tilbud! Og igen i maj har månedes prishug været 1xBen&Jerry's for 30 kr!

Maj måneds prishug - kan også give lidt en fornemmelse af det generelle prisleje :)

Sådanne tilbud er for gode til at overse – at jeg så ikke har fået spist mine bøtter is endnu er en anden historie. Jeg kan bare sige, at med Sømandshjemmets alt for lækre mad er der sjældent plads til dessert, ligesom man hurtigt kan glemme, at man har gemt lækkerier i den kæmpe fryser.