lørdag den 27. juni 2015

Min båd er så lille, og havet så stort...

B-post og diverse varer modtager vi med store fragtskibe, der alle bærer et pigenavn efterfulgt af ”Arctica”, fra Royal Arctic Line (RAL). Da dette års første fragtskib lagde til i Aasiaat i slutningen af marts måned, gik det ikke ubemærket hen. Begejstringen var stor, for endelig havde et fragtskib modstået ishavet, og der ville gå tre uger, før næste fragtskib gjorde forsøget.
Nu lægger et af RALs fragtskibe til kaj ugentligt, og så snart containerne er losset af og på, er skibet på vej videre. De store røde skibe er blevet fast inventar i ugens trummerum og får ingen særlig opmærksomhed længere. Opmærksomhed havde Theresa, Johannes-volontør og jeg dog masser af nogle uger tilbage, da vi besøgte et af RALs største skibe; Naja Arctica.
Da vi bevægede os ned på havnen, var der mod forventningen ikke den store aktivitet at spore. Ombord på skibet fandt vi ud af, roen skyldtes, at der var spisepause. Nogle enkelte var på vagt, og en af dem ville med glæde vise os rundt på skibet. Dejligt.
Naja Arctica er et vildt stort skib, med plads til 800 20fods containere. På denne tur havde skibet dog ”kun” haft 430 containere med fra Danmark. Skibets størrelse og lasteevne til trods, lyder besætningen i gennemsnit på 11 mand!Et skib i denne størrelsesorden tager selvfølgelig tid at komme rundt på, og med vores dygtige rundvisers store viden, fortællelyst og tålmodighed til spørgsmål endte rundturen med at vare næsten 1,5 time. Vi fik bl.a. lov at se den enorme motor og tilhørende skorsten, en af kahytterne og opholdsstuen. På skibet var der selvfølgelig et veludstyret køkken, som i anledningen af lørdag havde traktereret besætningen med en overdådig treretters menu. Luksus – virkelig.
Det store ror styres ikke manuelt men digitalt
Naja Arctica's motor og tilhørende skorsten - sammenlign evt. med trappen øverst til højre for størrelsesforhold.
Reservestempler til motoren sat i forhold til Theresa.
Der var en fin udsigt til bl.a. Sømandshjemmet fra broen.
Der var flag for hvert land, skibet har sejlet i. 
Efter lovkrav til skibe af denne størrelse er der på et af skibets dæk en mindre pool. Vores rundviser fortalte, at nogle gange bliver poolen fyldt med vand, som er opvarmet af motoren, så besætningen kan ligge og slappe af i det varme vand efter endt vagt, mens isfjeldene driver forbi. Svært ikke at blive lidt misundelig.
Ganske vist en lille pool - men nøj, hvor lyder det lækkert med varm badning og isfjelde på samme tid.
Til sidst skal nævnes den information om skibet, der gjorde allerstørst indtryk på mig: RALs fragtskibe er specialbyggede til arktiske forhold af virkelig stærke og holdbare materialer, men selv disse stærke materialer kan bukke under, hvis skibet rammer sort is (is næsten uden luft, som er rigtig svær at se i havoverfladen). Det sætter tingene i perspektiv, at noget af det mest holdbare, mennesker kan skabe, på ingen måde kan måle sig med den is, Gud har skabt. Hvilken mægtig Gud, vi har!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar