Som afslutning på vores ophold i
Sierra Leone havde vi to dage i hovedstaden Freetown. Med de
anmeldelser, vi havde fået af strandene ved Freetown, var der ingen
tvivl: Vi skulle til stranden hurtigst muligt! Denne iver fra os to
danske piger medførte, at vi allerede på ankomstdagen til Freetown
blev fragtet til nærmeste strand og praktisk talt søsat.
Lumley Beach
I det dejlige solskin lignede Lumley
Beach ved første øjekast noget, der var taget ud af et
rejsekatalog: Lyst sand, lyseblåt hav og palmer. Men da vi kom ned
på selve stranden, var bunkerne af skrald desværre umulige at ignorere. Små
plastikstykker hvirvlede rundt med vinden, og i vandkanten skvulpede
plastikflasker frem og tilbage. Vi havde ikke forventet affald på
strande med så fine anmeldelser, men lod os ikke slå ud. Endelig
var vi på stranden!
 |
En skøn udsigt - men med skrald i alle retninger! |
Havets temperatur og bølgemængden var
helt perfekt. Det var en fryd at bade – såvel i vandet som i
solen. Vandet blev dog stadig mere beskidt, så til sidst holdt vi os
til solbadningen. Det skal siges, at hver gang vi hvide har valgt
solen frem for skyggen, har vores sierra leonske rejsekammerater
rystet på hovedet. De forstår os ikke og bliver selv troligt i
skyggen.
På Lumley Beach var der flere sierra
leonere, der trodsede solen og kom ud til os på stranden. To af dem
viste sig at være unge præster, som udover en reprimande om
sømmelig påklædning havde meget på hjerte. En ting, der særligt
optog og bekymrede dem, var kristendommens situation i Europa. De
havde hørt brudstykker om kristendommen, og hvordan den bliver
udlevet og fortolket i forskellige lande i Europa - men hvordan ville
de mon reagere, hvis de hørte alt?
River no. 2
Vi havde slet ikke
fået strand- og badelysten stillet på affaldsstranden og ville
opleve en rigtig turiststrand. Manglende informering om et besøg på
”Det Gamle Marked”, betød dog, at vi først kørte mod stranden
et godt stykke over middag. Vores chauffør kendte ikke vejen, så vi
holdte ind flere gange og spurgte om vej. Hver gang blev
retningsangivelsen fulgt af ordene: ”...but it's far, far!”
Og ja, der var
langt! Jo længere vi kørte, des mere overskyet blev det. Men selv
uden solskin var River no. 2 bestemt køreturen og entreen på 7 kr.
værd.
Strandens navn
skyldes, at River no. 2 løber ud i havet her. Flodudløbet var
ikke så bredt, så vi svømmede over til den anden
side. MEN, på vejen over havde vi strømmen med os! Det blev noget
af en kamp at komme tilbage mod strømmen. Vi gled væk fra hinanden,
men kom heldigvis begge over – Tak til ActionMan (livredder), som
tydeligvis nød muligheden for at fremvise musklerne.
 |
Overskyet, men lækker og ren strand. Yderst til højre ses den landtange på den anden side af floden, vi svømmede over til. |
Trods solens
fravær skulle vi selvfølgelig have billeder af og på stranden.
Gentagne gange forsøgte vi at skrive i sandet, men bølgerne nåede
konstant højere op. Sidste forsøg var lige ved at lykkes, da en
herreløs hund overfaldt mig. BVADR – Hundene er så klamme i Sierra
Leone!
Vi skulle nå hjem
til aftensmad, så i begyndende regnvejr forlod vi tøvende og triste
stranden. Vi kørte læææænge for at komme hjem. Jeg genkendte
ikke vejen og troede, vi tog en anden vej, men så standsede vores
chauffør midt i ingenting. Han var kørt helt, helt forkert. En
mand, som skulle til Freetown, kom med op at køre – mindst en
times kørsel – og vi nåede tilbage, mens maden stadig var lunken,
men nøj, hvor vi fik grinet på bagsædet.
Sikke en dag: Vi
fik da en ordentlig strandTUR.
 |
Vi havde netop skrevet i sandet. Desværre var vandet hurtigere til stede end fotografen :) |