Aasiaat Midnight Sun Marathon - Grønlands Mesterskab i maraton 2015

Hvornår jeg første gang hørte om Aasiaat Midnight Sun Marathon, er et godt spørgsmål.

Hvornår jeg afgjorde, at jeg skulle deltage, er et mindst lige så godt spørgsmål.

Hvornår løbet fandt sted, er til gengæld let og ligetil: nemlig fredag d. 26. juni kl. 21.

Uden at kunne prale af at have trænet, men for at få en førstehåndsoplevelse af Grønlands mesterskab i maraton, mødte jeg fredag aften op ved kommunepladsen kl. 20.30. Med såvel numre som nerver uden på tøjet rendte et væld af ventende mennesker rundt imellem de mange flag og bannere. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Temperaturen var tilpas. Vinden i vinkel. Alt tydede på en lækker løbetur.

Mathias Schmidt deltog i minimaraton = 4,2 km. Billedet er taget før løbet - vi er klar til action :)

Publikum tog blandt andet plads på forhøjninger langs vejen - her er det ved kirken

Stemningen både før, under og efter løbet var noget helt for sig selv. I start/mål-området blandedes latter og livemusik, og ude på selve løbsstrækningen lød der konstant tilråb og heppen – både fra tilskuere på vejen, i huse langs ruten, og løberne imellem. Med en sådan opbakning gjorde det ikke så meget, at ruten ofte var ”op ad bakke”.

Få minutter før startskuddet - Jeg giver thumbs up for Mathias Schmidt, der endnu en gang foreviger situationen

Så er løbet i gang

Udover et bakket terræn, er der det særlige ved Aasiaat, at det er en by uden voldsomt meget vej. Som eksempel på vejnettets størrelse kan nævnes, at Sømandshjemmet og lufthavnen ligger i hver sin ende af byen, og strækningen herimellem er byens længste på ca. 4,5 km. Da der dermed langtfra er 42 km vej til rådighed, opmærkes en 10,... km rute = kvart maraton, som så løbes flere gange. Jeg tog en enkelt omgang på ruten og ser både fordele og ulemper ved tanken om at skulle have taget flere omgange: Det er smart, man efter øfrste omgang ved, hvor på ruten man har sine styrker og svagheder, men nøj, hvor må det også hurtigt blive ensformigt med samme rute. De, der løber halv- og helmaraton under de her forhold, er efter min mening mega seje – sikke en udholdenhed!

En halvmaratonløber med fart på.

En lille "mål-selfie" skulle der selvfølgelig være tid til - hehe...

Dog var der særligt en strækning på ruten, jeg glædeligt havde løbet igen og igen. Det var strækningen fra udkanten af byen til lufthavnen. Her løb vi langs med havet, hvor midnatssolen skinnede fra nord, mens isfjeldene lå smukt i vandet og reflekterede sollyset. Den udsigt var fuldstændig fænomenal!

Midnight Sun Marathon levede op til sit navn - midnatssolen var fantastisk hele natten (i hvert fald den del af natten, jeg var vågen :) )

(Hvis du gerne vil have en fornemmelse af, hvordan det er at bevæge sig mellem lufthavnen og Sømandshjemmet, kan du evt. se https://www.youtube.com/watch?v=Fb-85qr6BI4 . Især hvis du mangler noget at bruge tid på.)

Flere billeder fra løbet kan ses på:

http://sermitsiaq.ag/galleri-midnatssolen-ramte-aasiaat-marathon

Min båd er så lille, og havet så stort...

B-post og diverse varer modtager vi med store fragtskibe, der alle bærer et pigenavn efterfulgt af ”Arctica”, fra Royal Arctic Line (RAL). Da dette års første fragtskib lagde til i Aasiaat i slutningen af marts måned, gik det ikke ubemærket hen. Begejstringen var stor, for endelig havde et fragtskib modstået ishavet, og der ville gå tre uger, før næste fragtskib gjorde forsøget.
Nu lægger et af RALs fragtskibe til kaj ugentligt, og så snart containerne er losset af og på, er skibet på vej videre. De store røde skibe er blevet fast inventar i ugens trummerum og får ingen særlig opmærksomhed længere. Opmærksomhed havde Theresa, Johannes-volontør og jeg dog masser af nogle uger tilbage, da vi besøgte et af RALs største skibe; Naja Arctica.
Da vi bevægede os ned på havnen, var der mod forventningen ikke den store aktivitet at spore. Ombord på skibet fandt vi ud af, roen skyldtes, at der var spisepause. Nogle enkelte var på vagt, og en af dem ville med glæde vise os rundt på skibet. Dejligt.
Naja Arctica er et vildt stort skib, med plads til 800 20fods containere. På denne tur havde skibet dog ”kun” haft 430 containere med fra Danmark. Skibets størrelse og lasteevne til trods, lyder besætningen i gennemsnit på 11 mand!Et skib i denne størrelsesorden tager selvfølgelig tid at komme rundt på, og med vores dygtige rundvisers store viden, fortællelyst og tålmodighed til spørgsmål endte rundturen med at vare næsten 1,5 time. Vi fik bl.a. lov at se den enorme motor og tilhørende skorsten, en af kahytterne og opholdsstuen. På skibet var der selvfølgelig et veludstyret køkken, som i anledningen af lørdag havde traktereret besætningen med en overdådig treretters menu. Luksus – virkelig.

Det store ror styres ikke manuelt men digitalt

Naja Arctica's motor og tilhørende skorsten - sammenlign evt. med trappen øverst til højre for størrelsesforhold.

Reservestempler til motoren sat i forhold til Theresa.

Der var en fin udsigt til bl.a. Sømandshjemmet fra broen.

Der var flag for hvert land, skibet har sejlet i. 

Efter lovkrav til skibe af denne størrelse er der på et af skibets dæk en mindre pool. Vores rundviser fortalte, at nogle gange bliver poolen fyldt med vand, som er opvarmet af motoren, så besætningen kan ligge og slappe af i det varme vand efter endt vagt, mens isfjeldene driver forbi. Svært ikke at blive lidt misundelig.

Ganske vist en lille pool - men nøj, hvor lyder det lækkert med varm badning og isfjelde på samme tid.

Til sidst skal nævnes den information om skibet, der gjorde allerstørst indtryk på mig: RALs fragtskibe er specialbyggede til arktiske forhold af virkelig stærke og holdbare materialer, men selv disse stærke materialer kan bukke under, hvis skibet rammer sort is (is næsten uden luft, som er rigtig svær at se i havoverfladen). Det sætter tingene i perspektiv, at noget af det mest holdbare, mennesker kan skabe, på ingen måde kan måle sig med den is, Gud har skabt. Hvilken mægtig Gud, vi har!

Konfirmation i Aasiaat

Da det rygtedes, at årets konfirmander skulle udklækkes henholdsvis 31. maj og 7. juni, stak Theresa og jeg straks hovedet i vagtplanen for at undersøge, om det kunne lade sig gøre at overvære konfirmationsgudstjenesten. Søndag d. 7. juni bød muligheden sig – for da hang Mathias på morgenvagten. :)Forud for en konfirmationsgudstjeneste er der godt gang i kirkeklokkerne af mange omgange, og eftersom gudstjenesten allerede begyndte kl. 9.00, fik klokkerne os vækket tidligt. Sammen med Maja og Cecilie (søster til Johannes-volontør) begav vi os mod kirken kl. 8.30, for at få gode pladser.

Der var pyntet fint med hhv. pink og blåt bånd i pige- og drengesiden.

Konfirmanderne selv og den nærmeste familie har til en sådan begivenhed alle nationaldragt på – mænd og drenge har hvide anorakker, sorte bukser og kamikker, mens kvinder og piger bærer farvet anorak med perlekrave udover, sælskindsshorts, kamikker og så videre. Kvindernes og konfirmandpigernes flotte dragter var et farverigt og festligt indslag i kirken, men det var tydeligt at se, at ikke alle konfirmanderne var lige trænede i at bevæge sig i dragten. Jón, en kollega på sømandshjemmet, kalder det ”pingvinmarch”, når kvinderne bevæger sig rundt i nationaldragt, og han rammer ikke helt skævt med den sammenligning :) .
Gudstjenesten forløb på mange måder ligesom i Danmark; præsten holdte en tale, konfirmanderne sagde fadervor og trosbekendelsen, derefter var selve konfirmationen.

Trosbekendelsen og fadervor på grønlandsk.

Familien til den pågældende konfirmand rejste sig under velsignelsen, ligesom man kan opleve det i Danmark, men derefter ophørte lighederne; Så snart den sidste i rækken var konfirmeret, gik op mod en tredjedel af kirkegængerne hjem. Konfirmander, familie og tjah, turister som os blev tilbage, og gudstjenesten fortsatte med nadver i ca. tre kvarterer.

Under altergangen sneg jeg mig ovenpå...

...hvor der også var andre, som ikke kunne sidde stille :)

Ca. kl. 11 var gudstjenesten færdig og de glade, nyudklækkede konfirmander stillede op til foto – mange fotos. :)

Det obligatoriske holdbillede

Jeg agerede fotograf for dette konfirmationsselskab - Konfirmanden står ca. i midten bag børnene, og manden længst til højre er min kollega Jón.

Mens jeg nok så venligt hjalp familien med at forevige dagen, sneg Maja og Theresa sig med på billedet bagfra. :)

Sangstemmer og snobrød

Selvom man måske skulle tro det, så bar den sidste uge i maj ikke kun præg af, at månedens lækre Ben&Jerry's prishug og ”Gør maj sund”-kampagnen nåede sin afslutning. Nej, for vi volontører bar ugen også præg af forberedelser til ikke bare ét men to nye tiltag/arrangementer, som skulle stå sin prøve henover weekenden.
Begge tiltag havde været undervejs i et stykke tid, så der havde været god tid til at tænke alt igennem, hvilket især var tilfældet ved fredagens arrangement; En sang- og caféaften udtænkt af især Maja og Johannes (volontør). Aftenens koncept var at lære de fremmødte nogle af de kristne sange, vi godt kan lide, servere en lille andagt og derefter hygge, snakke og spille henover kagebordet.

Denne flyer havde Maja og Johannes (volontør) været på gaden og dele ud af flere omgange.
Vi reklamerede også på Facebook. :)

Trods en massiv indsats på PR-fronten med såvel plakatophængning som flyeruddeling, kunne fremmødet tælles på to hænder, os volontører inklusiv. Men den interesse og medleven, de få fremmødte udviste, beviste tydeligt, at ”lidt har også ret”, hvilket hjalp os til at fokusere på de tilstedeværende frem for de fraværende. Sammen fik vi en dejlig aften, som har sat spor i min hukommelse - forhåbentlig også i de fremmødtes :).Efter oprydning og en smule søvn skulle de sidste forberedelser til arrangement nr. 2 på plads: En lege-/aktivitetseftermiddag for byens børn. Dette tiltag fik vi ideen til, da Johannes (bestyrer) informerede os om en fond, som ville støtte projekter, der aktiverer børn og unge i Grønland. Vi har længe haft lyst at gøre noget for byens børn, så det var oplagt at søge fonden, hvilket resulterede i 20.000 kr. til diverse udendørs sports- og legeredskaber. Ikke dårligt. Så var det bare om at komme i gang:Også til dette arrangement var PR-indsatsen helt i top, men da vi skulle i gang klokken 15, var der alligevel kun kommet to børn – det var tilmed køkkendamernes. Selvom seks mand var lige i underkanten til at føre den planlagte rundboldkamp ud i livet, drog vi afsted mod fodboldbanen i håbet om at møde flere børn på vejen.
Det lykkedes kun at overtale et enkelt barn undervejs, men ved fodboldbanen var en gruppe drenge, som gerne ville være med, og så snart spillet var i gang, kom der stadigt flere børn til. Efter rundboldkampen havde vi lavet et bål klar til snobrød. Sjældent har jeg oplevet ca. 20 børn sidde så pænt og lave så fine snobrød. Wauw :)

Først rundbold med flere og flere børn hele kampen igennem.

Derefter dyb koncentration om at bage snobrød.

Mange snobrød :)

Lege-/aktivitetseftermiddagen var en succes – børnenes mange smil og ønsker om at fortsætte legen taget i betragtning. En dejlig oplevelse, der forstærker lysten til at gøre noget for byens børn, og som giver smil på læben ved tanken om næste lege-/aktivitetseftermiddag.
Planen er, at der skal være lege-/aktivitetseftermiddag hver anden lørdag,