Grønlandske stemmer

Sådan var titlen på det teaterstykke, Gretha og jeg overværede i forsamlingshuset tirsdag aften. Stykket handlede om at være ung i Grønland anno 2015, og de medvirkende, en gruppe elever fra gymnasiet i Aasiaat, havde selv stået for indholdet og opsætningen. Forestillingen var opbygget af en række monologer, hvor eleverne fortalte bundærligt om alt fra hverdagssituationer, familie, venner, hjembyer og barndom, til beskrivelser af udlængsel, ambitioner og fremtidsdrømme.

Det var en meget moderne forestilling med mange lyd- og lyseffekter, men det, der stod stærkest for mig, var helt klart de unges udtalelser. Her får I lige et par stykker (beklager det blev langt), så I også kan prøve at danne jer et indtryk af, hvordan det er at være ung i Grønland:

Gretha og jeg havde fået gode pladser - indtil rækken foran flyttede deres stole :)

• Der er 4 gymnasier i Grønland, så for mange er starten i gymnasiet lig med, at man flytter fra sin familie i en mindre bygd og flytter ind på gymnasiets kollegie. Flere af de medvirkende fortalte om hjemve, og om hvordan afstanden føles særligt stor, fordi hjemtransporten er ekstremt dyr, (en indenrigsbillet koster ofte mere end en billet til Danmark!) Mange unge drømmer om at tage en uddannelse og gerne i Danmark, men den hjemve, de oplever i gymnasiet, bremser for de fleste udlængslen.

• Med en masse jævnaldrende samlet på kollegiet, er der mulighed for at lave alt muligt. Men ifølge en af pigerne, er der rigtig kedeligt på kollegiet. Hendes monolog handlede om internettets fremgang og brugen af sociale medier, og hun sagde noget i den her retning: ”Jo mere, man får adgang til med computer, internet osv. - jo mere doven bliver man. Der er kedeligt på kollegiet. Alle sidder med computer og telefon. Ingen laver noget aktivt.”
• Det var virkelig fedt, at høre en ung sætte fingeren på denne udvikling, og hvor har hun ret. For ja, hvor ender vi, hvis vi fortsætter med at være inaktive sammen?

• En anden pige indvilgede publikum i, hvordan den ugentlige festkotume er: Torsdag glæder man sig altid til fredag, og når det endelig er blevet fredag og festtid, mødes man på kollegieværelser til forfest, selvom man ikke må. Så går turen til byens diskotek og bar, hvor der bliver skrålet med på musikken. Kl. 3.00 lukker baren, og så synges der grønlandske sange ude i kulden i en halv time. Derefter er der efterfest, og lørdag har man tømmermænd.

• Grønland har mange unge mødre, (oftest en følge af kollegielivet og festkulturen), men modsat Danmark, lægger kulturen her op til, at den unge mor og far holder sammen, når der kommer et barn. Det er derfor ikke ualmindeligt at mor, far og barn/børn bor sammen på et kollegieværelse. En af de medvirkende fortalte, at hun engang havde mareridt om at blive gravid som 15-årig. Mareridtet var blevet virkelighed, men i dag som 18-årig, var hun mere lykkelig, end hun nogensinde havde forestillet sig. 
• Der kan siges meget, om det høje antal af unge mødre, men for mig at se, er det fantastisk, at så mange vælger at beholde det ”uplanlagte” barn, og tilmed opbygge en familie om det. (Det tragiske er dog, at ifølge abortstatistikken, bliver der født næsten lige så mange børn, som der udføres aborter årligt.)

Her slutter opremsningen af de temaer og udtalelser, der gjorde mest indtryk på mig, under forestillingen Grønlandske stemmer. Er du tilfældigvis i København den kommende uge, kan du jo tage ind og se, hvad jeg har glemt! :)

Plakat for teaterstykket - har du gode øjne, kan du læse spilletiderne i København :)

Sømandshjemssøndag

Vækkeuret bippede stille og markerede starten på en fredfyldt fridag. Udenfor vinduet ventede endnu et skønt solopgangscenarie, og så var scenen sat til en smuk og skøn søndag. Maria havde også fri, så vi havde planlagt at aflægge byens kirke et besøg.

Vinden var kold men vejen kort, og inden længe var gudstjenesten i gang. Vi gik lige fra klokkeringning til indgangsbøn, så det var først, da vi ramte første salme, det gik op for mig, at orgelbruset udeblev. Det var en speciel men god oplevelse, at alt foregik a capella – det gav en anderledes ro og umiddelbar tilgang hele gudstjenesten igennem. Alt foregik på grønlandsk, men alligevel var der god mulighed for at følge med, for dele af liturgien var genkendelige, og det samme var en til flere af salmemelodierne. 

Hjemme igen blev en lækker frokostbuffet efterfulgt af dansk gudstjenste i dagligstuen. Her var den grønlandske salmebog skiftet ud med Fællessang, dagens prædiketekst og en kommentar hertil blev læst op, og dernæst blev prædikestolen i dag indtaget af et podcast med Leif Andersen. Vi var ikke mange, men vi var et lille fællesskab samlet om en stor Gud – lækker kombination! 

Efter kirkekaffekringlen fortsatte den skønne, stille søndag for mit vedkommende med en gåtur i smukke, snehvide Aasiaat. Som denne søndag har været, må de næste også gerne blive; stille, smuk og med masser af tid til at rette fokus på Gud.

Den dejlige solopgangsudsigt jeg nyder fra mit værelse - når jeg da ikke lige møder tidligere end solopgang :)

Alletiders Aasiaat-Ankomst

Jeg fik ikke en vinduesplads i propelflyet til Aasiaat, men inden landing fik jeg trods alt et glimt af denne lille men dog meget aflange by. Gretha, en af de andre volontører, hentede mig i lufthavnen, og i receptionen stod de andre volontører (Maria, Mathias og Johannes) med flag og bød først velkommen og siden på rundvisning = En skøn modtagelse!

Bevis for, at jeg faktisk er her - Sømandshjemmet kan ses på den anden side af isen (som jeg netop havde krydset) :)

Hvad jeg siden den alletiders ankomst har oplevet, kommer her:

Tirsdag vågnede jeg til min første oplevelse med frosne vandrør, så et bad måtte vente. Formiddagen gik med en masse praktiske ting; flytte adresse, bestille grønlandsk kørekort, samt køre lidt i firehjulstrækkeren. Sidst på eftermiddagen skulle Mathias og Johannes over på naboøen Tupilak, og jeg tog med. Solen var på vej ned, da vi bevægede os over isen til øen, og da vi nåede toppen, var der den smukkeste udsigt.

Billedet fra min telefon gengiver langtfra det virkelig farvescenarie - men det giver da en fornemmelse.

Onsdag var dagens store højdepunkt Maria og Grethas ”kaffemik” klokken 14.30, som de afholdte i anledning af deres hjemrejse :(. De havde været i køkkenet det meste af deres fritid, siden jeg kom, og hold da op; det havde resulteret i mange kager - mindst 10 forskellige slags. Virkelig lækkert og sjovt at være med til, selvom det blev kortvarigt, for klokken 15 begyndte min første ”oplæringsvagt” i køkken/cafeteria. Den gik i øvrigt rigtig godt - men nøj, hvor er der meget at huske! :D

Torsdag formiddag viste Gretha og Maria mig de vigtigste butikker i Aasiaat – det viste sig at være tøjbutikkerne :) Da vi kom tilbage til sømandshjemmet 11.30, var strømmen netop gået. Jeg blev straks forsikret om, at strømafbrydelser er meget normale og varer mellem 10-60min, men da min ”køkken-oplæringsvagt-nr.2” begyndte klokken 15, var vi stadig uden strøm, (men havde til gengæld en stor opvask stående). Opvasken fik vi styr på, da strømmen var tilbage kl.15.30, og netop som aftensmaden var klar til servering, gik strømmen igen. Held i uheld kan man roligt sige.

Et udpluk af den opvask, der ventede, da strømmen kom tilbage.

Strømmen gik 3 gange af i alt ca 6 timer i løbet af dagen – det er meget, meget ualmindeligt med så lange strømafbrydelser ifølge alle, der bor her. For mit vekommende mindede det mig om de mørke, strømløse aftener i Sierra Leone og gav lyst til et godt spil ligretto i pandelygtens skær. Sjovt hvordan oplevelser så fjernt fra hinanden geografisk set, kan minde overraskende meget om hinanden.

Førstehåndsindtryk fra luftvej og lufthavn

Det er allerede over to døgn siden, jeg fik mit første førstehåndsindtryk af Grønland. Det skete nemlig mandag ca. kl. 13(dansk tid), da vores kaptajn meddelte, at nu begyndte indflyvningen til Kangerlussuaq. Fra det øjeblik sad jeg temmelig fastklistret til den lille flyrude, jeg var så heldig at være placeret ved.

Så snart vi kom under skyerne tonede det flotteste hvide landskab frem. Nøj, hvor var det smukt! Helt vildt! Vi havde på det tidspunkt solen bag os, og alt det hvide blev ekstra flot og strålende. Vi fløj langs en bjergside, men så blev det for alvor flot, da vi drejede 180 grader om enden af bjergsiden, så vi fik solen at se, og landingsbanen kom til syne.

Udsigten kort inden landingsbanen kom til syne

Men nok om al den smukke og hvide natur, for da vi var godt nede, blev det tid til endnu et førstehåndsindtryk: Nemlig det første møde med de aktuelle grønlandske vejrforhold. Kaptajnen havde

meddelt, at temperaturen i Kangerlussuaq var -34^oC, men den oplevelse, jeg fik på vej ud af flyet, var slet ikke som forventet. Nok var det koldt, ja, men det føltes mest bare som en dag med hård frost i Danmark. Nej, det, der virkelig kom bag på mig, var, at mit snot stivnede – og det gør det fortsat, når jeg er ude! Det er virkelig en underlig fornemmelse, men mest bare sjovt. Kom og prøv det :)

Førstehåndsindtrykket i lufthavnen var overraskelsen over, hvor mange flyafgange der var fra Kangerlussuaq – især før min afgang til Aasiaat. Dernæst oplevede jeg, hvordan det vist er meget almindeligt, at samtlige fly bliver forsinkede. Selv blev jeg over en time forsinket. Tredje førstehåndsindtryk i lufthavnen var lige ved at blive et udbrud med ordlyden: ”Ej, jeg troede ikke, man havde planter indendøre i Grønland – nej glem det – det er en plastikplante!” :)

Hele 10 fly kom i luften før mit til Aasiaat

Da begejstringen over mine mange førstehåndsindtryk i luften og lufthavnen var aftaget, var der stadig 5 timer at slå ihjel i Kangerlussuaq. Slikspisning, læsning, afslapning, vindueskigning, og billedtagning var bare nogle af de ting, jeg foretog mig, og langt om længe var flyet til Aasiaat nået til samme stadie som jeg: Det var nemlig klar til afgang!

Billedtagning a la Turist i Kangerlussuaq

Fra København ril Kangerlussuaq var flyet STORT (plads til ca. 300 passagerer)

Videre til Aasiaat foregik turen til gengæld med propelfly (plads til maks. 37 passagerer)

Pakket og...

…parat!

Nu er det nu! Sømandshjemmet Bethel i København er hermed indtaget og i morgen står sømandshjemmet i Aasiaat for skud. Jeg er virkelig spændt på at komme afsted og opleve Grønland på alle måder – natur, kultur og temperatur. Spændt på at opdage, hvor meget Grønland og Danmark henholdsvis ligner og adskiller sig fra hinanden, og spændt på at finde ud af om mit taleapparat på nogen måde kan lære lidt grønlandsk.

…pansret!

Ja apropos den grønlandske temperatur, som efter sigende ikke er så høj i øjeblikket, har jeg pakket det helt store lager af varmt tøj: De luneste og lækreste striktrøjer, skistrømper og skiundertøj i stakkevis, ekstra varme vinterstøvler, en vinterjakke med tilhørende buks og selvfølgelig hue og vanter. Alt i alt tænker jeg, at jeg umuligt kan fryse iført fuldt panser.

…panisk!

I hvert fald en smule, for hvad nu hvis..? Hvad nu hvis jeg har glemt noget mega vigtigt? Hvad nu hvis mit vækkeur i mobilen svigter mig (det er sket to gange)? Hvad nu hvis bagagen vejer mere, end den gjorde hjemme på badevægten? Der er nok at bekymre sig om, men skulle noget gå galt, er der jo altid en løsning. Og skulle netop mobilen svigte – Tjah, så har jeg bestilt morgenvækning i receptionen :)

Netop ankommet til Sømandshjemmet Bethel på Nyhavn

Jeg føler mig nærmest på hjemmebane i København med udsigt til dette konditori :)