En duft af...

90 kogte æg stablet i tre bakker, en spand med brød og tilberedt kød, stof eller håndklæder, baljer med blade til madlavning, 10 stk. 2 meter lange kæppe og alverdens andre ting og sager. Der er ikke grænser for, hvad Sierra Leonerne bærer på hovedet. Nogle gange kan jeg blive helt svimmel bare ved at forestille mig selv komme gående med en sådan transportabel butik. For ja, her har man sin butik på hovedet.
Det er nu faktisk også meget praktisk, for nogle steder i byen er det næsten ikke til at komme frem for bare mennesker. Så er det super smart, at butikken ikke tager plads i bredden men kun i højden. Butik på hovedet = gadesælger, og det er ikke nogen hemmelighed at Bo har mange, mange gadesælgere. Men udover den del, der har butikken på hovedet, er der også nogle med trillebøre, som på nydeligste vis er proppet til randen med hæfter, kuglepenne og blyantspidsere. Dertil kommer de af gadesælgerne, som er heldige nok til at have erhvervet sig en af de mange pladser på markedet. Dette indebærer så også, at de hver aften tager alle varer med sig og hver morgen lægger det hele frem igen – på præcis samme måde som dagen før. Hurra for en triviel arbejdsrutine.
I dag kom så dagen, hvor jeg for første gang besøgte det store marked. I første omgang virkede det ret lille, for man går ind gennem en lille smøge mellem en række boder, der er klemt tæt sammen. Bodernes indbyrdes kommen-hinanden-ved ændrer sig ikke, men for enden af smøgen viser det sig, at markedet strækker sig over et overordentligt areal. Og hvad er så kendetegnende ved dette marked? Tjah, hvis man ser bort fra antallet af gange, sætningen ”What do you want?” bliver sagt, er mit afgjorte svar: lugten. Afrika har sin egen lugt og i dag var den blandet med mange andre. Hvilken kombination J. Ej, jeg kan faktisk ikke sige, hvad det lugter af. Men en ting er sikkert. En tur til Sierra Leone er ganske enkelt lig med et utal af sanseoplevelser af både den ene og anden art. Du skulle tage at prøve det!

Snap me!

Konstant at bære rundt på et kamera, er en af de opgaver, der følger med jobbet som Global Fortæller. Så er man altid parat til at fange en særlig situation eller motiv, hvilket jo er en fordel, når vi ønsker at lave lækre præsentationer hjemme i Danmark. Der er bare det ved sådan et kamera, at det på mystisk vis formår at tiltrække ordene: ”Snap me” med utrolig hastighed, så snart det forlader etuiet. For det meste kommer ordene fra børn, som nyder at posere for bagefter at se billederne på det lille display. Andre gange er det de unge og den anden dag såmænd en politimand/vagt, der øjnede en chance for at blive foreviget. Denne tilgang til at få taget sit billede er så fjern fra den, jeg er vant til i Danmark. Hjemme oplever jeg oftest, at der bliver sagt ”nej, nej”, at ryggen bliver vendt til, eller at man tager flugten fra kameraet. Det er de færreste, jeg kender, der ligefrem jagter kameraer og på ingen måde vil misse muligheden for at få taget billeder.
Jeg ved godt, jeg ikke kan sammenligne holdningen til kameraer i Danmark og Sierra Leone, for her er det ikke almindeligt med kameraer, mens næsten alle i Danmark har kamera i mobilen og også gerne et spejlreflekskamera.
Men nu jeg er ved det med billeder, har jeg gjort mig en lidt sjov iagttagelse. Når en person selv stiller op til at blive fotograferet, må jeg indrømme, at jeg regner med et smil. Her i Sierra Leone, er der mange, der bare kigger. Beder man så om et smil, bliver det oftest bare til en grimasse. Men ja; det handler jo nok mest om, at de ikke er vant til det, som vi er i Danmark. Men det er faktisk godt – for er det ikke kedeligt, at vi altid synes, vi skal smile på billeder i Danmark?

Efter et væld af gode "snaps" kun med børnene, måtte vi også hellere selv blive "snap-et" J

Fodbold så sveden driver

3 x 12 meter. Det er ca. størrelsen på rummet. Fra døren og indad i det meget aflange rum hælder gulvet en anelse. Fra den ene ende til den anden står bænkene tæt og efterlader kun en lille passage på langsiden. Luften er tung. En blanding af mandehørm og høj luftfugtighed. Arme og ben klistrer sammen med naboens. Pladsen er trang, men stemningen høj.
Vi er i biograf i Sierra Leone. Fodboldbiograf. Tre rum er proppet til randen med mennesker, der hver især iagttager den af aftenens tre kampe, yndlingsholdet medvirker i. Mennesker der larmer, ler og lugter. Pausen er kærkommen – selvfølgelig ikke set i et fodboldperspektiv, men i et overlevelsesperspektiv. Endelig mulighed for at trække vejret ordentligt.
Hvorfor klemme sig sammen på den måde? Hvorfor udsætte sig selv for sådanne vejrtrækningsproblemer? Hvorfor anstrenge sine øjne for at se, hvad der er på 28 tommer kassefjernsynet 10 meter fremme? Fordi kun få har fjernsyn i privaten her i Sierra Leone. Ingen fodboldbiograf – ingen kamp at se. Og så er prisen også til at overkomme: 1000 Le = Lidt under 1,5 danske kroner i entre. Men ja, det kan jeg som dansker sagtens sige. Hvis dagslønnen her er 20.000 Le udgør entreen 5%. Overvej hvordan det ville være for dig at bruge 5% af din dagsløn på at se en fodboldkamp i et lille fjernsyn på lang afstand?
De af jer, der kender min fodboldinteresse, ved, at den er noget nær ikkeeksisterende. I går spurgte vores husvagt, om jeg holder med Chelsea eller Manchester United. Mit svar: Skal man vælge? Hvis ja, må jeg ud fra antallet af tilhængere til hvert hold i aften sige, at Manchester United helt klart havde størst opbakning. Men det burde jo ikke have betydning for mit valg J.
Selvom jeg var fuldstændig ligeglad med kampens slutresultat og egentligt også dens forløb, var det fedt at se og mærke, hvordan fodboldentusiasme udfolder sig i Sierra Leone. En sjov men svedig oplevelse.

Ingen regner med dig, når det regner...

To aftener i pandelygternes skær er det blevet til indtil videre. Selvom regntid er lig med meget strøm sammenlignet med resten af året, er det ikke lig med 100% strøm. Men det er nu faktisk meget hyggeligt sådan at sidde i stearinlysenes skær, og ser man bort fra pandelygternes bleghvide lys, kunne man lige så godt være på camping i Danmark.
Lige nu øser regnen ned, hvilket den har gjort den sidste halve time eller længere. Rudedelen af vores vinduer står altid på fuld gab, så gennem det tynde net i vinduet høres regnen tydeligt - og selvfølgelig også på taget. Så hyggeligt og afslappende.
Når det regner går alting i stå her i Sierra Leone. Fra det ene øjeblik til det næste er den normalt menneske- og trafikfyldte gade næsten ryddet. Alle gående har søgt ly under nærmeste halvtag, og antallet af motorcyklister falder straks.
Når det regner, er der ingen der regner med dig. Det er naturligt, at du ikke kommer til et arrangement, du har givet tilsagn om at komme til, for alle ved, at det er regnen, der forhindrer dig. Det er sjovt at opleve denne indstilling, for som dansker er man vant til at skulle holde sine aftaler uanset hvad.
Så ja, jeg som dansker får sat min tålmodighed på prøve med strømsvigt og regnskyl - og det er en spændende udfordring.

40 timer og et døgn...

40 timer. Så længe gik der imellem de to seneste gange, jeg har ligget i en seng. 40 timer med rejseforberedelse, transport og ankomst og alt, hvad det indebærer. 40 timer, der har været propfyldt med indtryk. Ovenpå de 40 timer er der næsten gået et døgn, og jo; en del af tiden er gået med at sove, men nøj, hvor er der allerede sket meget.
Først lidt om selve rejsen. Da først futtog efter en del timer i lufthavnen blev til fly, gik det stærkt. Tiden i Bruxelles brugte vi på at udforske lufthavnen. Dette resulterede i en cykeltur for Sarah i et forsøg på en mobilladning, og i at vi kom op på en gang, med en række små andagtsrum; blandt andet et lokale til katolikker, ortodokse, jøder, protestanter og muslimer. Det var virkelig godt med lidt tid til bare at være stille for Gud midt i al rejse-hurlum-hejet. I andagtsrummet for protestanter lå en bøn for rejsende(billede).Spændt men også en smule nervøs var det rigtig rart at blive mindet om Guds nærvær i alt. Efter en stille stund i andagtsrummet blev vi om muligt endnu mere stille, da vi placerede os så behageligt som muligt ved vores gate og lukkede øjnene. Desværre var det ikke os alle, der rigtigt kunne sove.
Flyveturen fra Bruxelles til Freetown var lang men rigtig flot, for vi kunne stort set se land hele vejen.
Første indtryk i Freetown lufthavn var ”Wow luften er fugtig, og hvor er her varmt!”, andet indtryk var ”Gisp, der er mange mennesker, som vil i kontakt med os”. Heldigvis stod Edward Luceni(praktisk kontaktperson ved kirken i Bo) klar til at byde os velkommen. Han fik os med færgen(ubeskrivelig larmende oplevelse) til Freetown, på hotel i går og til Bo i dag. Efter så mange transporttimer er det rart snart at skulle finde en seng igen, men her er klokken to timer bagud for Danmark, så det varer nok lidt.
Nok er jeg træt, men overvældet er vist mere passende. Vi har nået så meget. Rejst, mødt de to globale fortællere, været kortvarigt på marked, flyttet ind og slappet af, været til ungdomsgruppens bibelstudie, lavet mad og ja; der ER kun gået lidt over et døgn. Hvis det fortsætter i det tempo, må jeg hellere sætte i et højere gear. Men jeg nyder at være her, det er super spændende. Glæder mig til mere!

Pakket – parat – passager!

Så er jeg på vej. Første tog holder sikkert i garage nu, men jeg er stadig på skinnerne. Om lidt over to timer er jeg forhåbentlig i lufthavnen, hvor jeg skal slå et par timer ihjel, før jeg kan checke ind, boarde og lette. Det er slet ikke til at forstå, at jeg nu ER på vej. De sidste par dage har ganske vist ikke gået med andet end pakning og farvelrunde, men alligevel er det først nu, det sådan rigtigt går op for mig.
Nøj, hvor jeg glæder mig. Det bliver så vildt at komme til Afrika. Men jeg er godt nok også spændt på, hvordan det bliver at undvære min familie, mine venner og kartofler med brun sovs i hele seks uger. Ej, det med kartoflerne klarer jeg nok, og jeg er også ret sikker på, kulturmødet kommer til at udfordre mig på en del flere punkter end bare maden. Mange gange vil jeg sikkert tænke ”Nå, gør I sådan?” eller ”Hmm, hvad er lige ideen med det her?”. Uanset hvad, håber jeg, jeg kan møde alle facetter af kulturen og dens udfoldelse med åben- og nysgerrighed. Jeg håber, jeg også i dagtimerne kan huske den sætning, jeg har trænet i at fremsige i søvne: ”Det er ikke godt eller skidt, det er bare anderledes.”
I hvert fald er der ingen tvivl om, at denne rejse bliver et rigtigt eventyr. Et eventyr, jeg glæder mig til at spille en rolle i. Men lige nu bliver min rolle vist at lukke øjnene, og så bliver futtog snart til fly, fly snart til færge og færge snart til Freetown.
Lækkert!

Hvad skal barnet hedde..?

Denne blog er starten på et nyt liv. Mit nye liv. Et liv der ifølge kalenderen er skemalagt, men i dette øjeblik føles fuldstændig uforudsigeligt. Et liv med kulturmøde, køreture og kirke. Et liv i en rejsetaske - i udland såvel som indland. Og I kan tro, jeg glæder mig til det alt sammen!

Når et nyt liv tager sin begyndelse, følger der naturligvis en række gøremål med, og dette er ingen undtagelse. Forberedelserne har nu stået på i hele to uger (og mentalt meget længere):

• Praktiske informationer af enhver art er blevet indsamlet og terpet igennem. 
• Kameraet er sat frem og er klar til at fange hvert vigtigt øjeblik.
• De vigtigste forudsætninger for, at det nye liv navigerer udenom svær sygdom, er kommet på plads. 
• Garderoben er blevet gennemgået og tilpasset.
• Osv. osv.

En vigtig forberedelse er at finde på det helt rigtige navn. Jeg har gjort mig mange overvejelser, for navnet skulle helst være dækkende for alt det, mit nye liv kommer til at indeholde. Ikke kun min rejse. Ikke kun mine kontordage. Med GLOBALT FORTALT er min intention at komme rundt om, hvad det indebærer at være Global Fortæller. Det store spørgsmål er så bare, hvor meget du får at vide..?

I hvert fald velkommen til GLOBALT FORTALT - det skal bloggen hedde!