Snap me!

Konstant at bære rundt på et kamera, er en af de opgaver, der følger med jobbet som Global Fortæller. Så er man altid parat til at fange en særlig situation eller motiv, hvilket jo er en fordel, når vi ønsker at lave lækre præsentationer hjemme i Danmark. Der er bare det ved sådan et kamera, at det på mystisk vis formår at tiltrække ordene: ”Snap me” med utrolig hastighed, så snart det forlader etuiet. For det meste kommer ordene fra børn, som nyder at posere for bagefter at se billederne på det lille display. Andre gange er det de unge og den anden dag såmænd en politimand/vagt, der øjnede en chance for at blive foreviget. Denne tilgang til at få taget sit billede er så fjern fra den, jeg er vant til i Danmark. Hjemme oplever jeg oftest, at der bliver sagt ”nej, nej”, at ryggen bliver vendt til, eller at man tager flugten fra kameraet. Det er de færreste, jeg kender, der ligefrem jagter kameraer og på ingen måde vil misse muligheden for at få taget billeder.
Jeg ved godt, jeg ikke kan sammenligne holdningen til kameraer i Danmark og Sierra Leone, for her er det ikke almindeligt med kameraer, mens næsten alle i Danmark har kamera i mobilen og også gerne et spejlreflekskamera.
Men nu jeg er ved det med billeder, har jeg gjort mig en lidt sjov iagttagelse. Når en person selv stiller op til at blive fotograferet, må jeg indrømme, at jeg regner med et smil. Her i Sierra Leone, er der mange, der bare kigger. Beder man så om et smil, bliver det oftest bare til en grimasse. Men ja; det handler jo nok mest om, at de ikke er vant til det, som vi er i Danmark. Men det er faktisk godt – for er det ikke kedeligt, at vi altid synes, vi skal smile på billeder i Danmark?

Efter et væld af gode "snaps" kun med børnene, måtte vi også hellere selv blive "snap-et" J