En ÆGte katastrofe

Lørdag d. 21. marts blev den første time i min receptionsmorgenvagt uheldigvis startskuddet til en flere dage lang tragedie. Alt var lutter idyl, da jeg kl. 7.00 sendte nattevagten hjem at sove og overtog cafeteriatjansen. Kun enkelte gæster var tidligt oppe denne lørdag, så der var udsigt til en stille time, indtil køkkenpersonalet ville komme og tage over kl. 8.00.

Med radioen summende varmt og lørdagshyggeligt i baggrunden tjekkede jeg, rundstykke-, juice-, kaffe- og pålægsstatus i morgenmadsbuffeten. Jo tak, der var rigeligt af alt til i hvert fald de næste 10 gæster – med undtagelse af blødkogte æg. Det var der heldigvis råd for, så jeg fik straks vand i kog og satte de æg over, nattevagten havde taget ind i køkkenet.

Herefter indtraf katastrofen!

For at være på forkant, hvis der skulle koges flere æg, ville jeg nemlig tage en ny bakke æg ind i køkkenet – men kølerummet var så æg-stremt æggeforladt, at det var frygteligt så meget som at kigge derind. Der var ikke andet for, end at se min værste frygt i øjnene: Vi var løbet tør for æg – ligesom resten af byen, hvilket jeg med stor beklagelse måtte meddele samtlige gæster denne og de efterfølgende morgener. Tragedien var til at tage og føle på, og det var en lettelse uden lige, da vi onsdag morgen igen kunne servere både blødkogte æg og spejlæg for gæsterne.

Ja, så fik I den anÆGdote :). Varerudbuddet har i det hele taget været begrænset de sidste par uger, især hvad angår frugt og grønt, æg og mælkeprodukter. Billederne fra en lille tur i supermarkedet i midten af sidste uge dokumenterer denne mangel ret godt:

Tørgær havde fået en hel hylde - på køl!

Frugt- og grøntafdelingen var helt tom.

Her var de formentlig bare ved at fylde op med påskeslik :)

Men held i uheld er temperaturen steget, så isen bliver mere og mere usikker, og torsdag betød det, at fragtskibet fra Nuuk langt om længe nåede frem, akkompagneret af en isbryder. Der var især frugt med ombord, og rygtet siger, at mange havde ondt i maven torsdag og fredag efter at være gået amok i den længe savnede friske frugt.

Med isbryderen og fragtskibet ved siden af, virkede havnens hidtil største skib(rødt og hvidt) ikke længere så stort.

Her går det brandgodt

Endnu en uge, endnu flere oplevelser, endnu et indlæg. Uden at sige for meget kan jeg fortælle, at der i disse uger bliver afholdt ”sådan-bliver-du-brandmand”-kursus her på Sømandshjemmet, og derfor har vi en gruppe brandmænd-to-be boende. De er altid i godt humør og er grund til mange sjove oplevelser i både arbejds- og fritiden. Her får I lige et par glimt:

Om disse brandmænd-to-be har undervisning i vores konferencelokale eller er ude at lave øvelse, varierer, og derfor varierer det også, om morgenkaffen bliver indtaget i cafeteriet, eller den skal bringes ud. Mandag vandt jeg udbringer-tjansen – turen gik denne gang ikke til brandstationen men til brandhuset, som er et brandøvelseshus udenfor byen. Da jeg ankom, var der godt gang i en brand – og heldigvis også godt gang i brandøvelsen. Det varede dog ikke længe, før fem af brandmændene var mere optaget af at hjælpe mig med at få morgenkaffen ud af sømandshjemmets bil end af brandøvelsen. Skør, men sjov oplevelse at være ”vigtigere” end en brand. (Det skal dog nævnes, at jeg ikke ved, om de fem hjælpere, deltog i netop denne øvelse eller netop var fri til at hjælpe.)

Det var en speciel oplevelse at ankomme til brandhuset - til en kontrolleret brand.

Det giver sig selv, at deltagerne i et flere uger langt kursus kan få lyst til og brug for at få vasket tøj. Den slags er der heldigvis råd for, for her på sømandshjemmet har vi selvfølgelig en tøjvaskningsservice for vores gæster:

1. Tøjet indleveres i en vaskepose; en bærepose med påklipset seddel til værelsesnummer, navn og vaskeanvisning.
2. Vi vasker og tørrer tøjet efter anvisningen, og lægger det nydeligt sammen.
3. Gæsten afhenter sit rene tøj, tager det på og føler sig straks som et nyt menneske.

Denne service fungerer vældig godt, så længe vasketøjsindleveringen er jævnt fordelt, for vi har kun én tørretumbler, som gerne bruger op mod en time pr. tørring. Nu var det tilfældigvis røgdykkerøvelser, der var på programmet i brandhuset mandag-tirsdag, og da der forståeligt nok ikke var stor tilslutning til at have røgtøjet liggende på værelset, gik vasketøjsindleveringen helt amok. Da jeg mødte ind onsdag morgen, var der derfor nok at gå i gang med.

13-14 poser vasketøj var i kø til at blive vasket onsdag morgen.

En sjov oplevelse fra fritiden med disse brandmænd-to-be, skal I selvfølgelig også have: En af dagene havde tre af dem sat sig for, at de ville ud på langrend. De ville gerne have selskab på turen, og sendte derfor Mathias, der havde receptionsvagten, op i volontørlejligheden for at spørge, om nogle af os volontører ville med. Johannes havde tid og ville gerne, så det sagde Mathias videre. Til den oplysning sagde de tre brandmænd-to-be bare: ”Njah”, rystede på hovedet og gik. Sååå... øv, for Johannes, men sjovt var det, at det var så tydeligt, hvilket køn de havde håbet at få selskab af. Dog, var de tre brandmænd-to-be kommet sig over skuffelsen to dage efter og spurgte denne gang personligt Johannes, om han ville med dem. 

Fornøjelig forøgelse af ”forårsholdet”

10 dage er passeret siden sidste blogindlæg. 10 dage med arbejde. 10 dage med oplevelser, med velkomst og afsked. Ja, 10 dage som mildest talt er fløjet afsted, og samtidig 10 dage, der har givet mig tid til at komme i tanke om alt det, jeg endnu ikke har fortalt her:

Jeg begyndte min volontørkarriere uden bestyrerparret, Mia og Johannes', opsyn, da de var hjemme på ferie indtil 3. marts. De første 14 dage af mit grønlandsophold (16/2 - 3/3), var det derfor de andre volontører, der stod for at få mig rettet af og lært op, så jeg var klar til at blive vist frem for Mia og Johannes. Håndtryksudvekslingen mandag d. 3. gik glimrende, men det var onsdag d. 5., at det virkelige slag skulle stå: En receptionsvagt fra 7-15 med Mia og Johannes som ”fluen på væggen”. Nu skulle det afgøres, om de andre volontører havde gjort det godt, eller jeg stadig havde meget at lære. Jeg var spændt og nervøs, for tænk, hvis det, jeg havde lært, ikke levede op til deres forventninger? Heldigvis forløb vagten smertefrit, og jeg blev officielt optaget i volontørstaben samme dag.

Med Mia og Johannes tilbage i Aasiaat gik vi fra 4 til 8 danskere; de har nemlig to piger, Noomi(2,5) og Lydia(1). Det er rigtig hyggeligt med sådan et par piger, der tuller rundt, og de to søstre er begge rigtig gode til at charmere sig ind på såvel personale som gæster, hvilket godt kan tage lidt opmærksomhed fra arbejdet. Allerede fredag d. 7. var det dog sidste gang, at Noomi og Lydia kom med på arbejde, for der udvidede danskerflokken sig igen.

Fredagsforøgelsen bestod af den sidste forårsvolontør, Theresa, og Maja fra mit IMB-hold, der skal være Noomi og Lydias barnepige det næste halve år. Som traditionen byder, blev de modtaget med flag, smil og ”velkommen” i indgangen – denne gang tilmed opstillet i espalier. Begge piger var godt trætte efter den lange flyvetur og efter at være stået op kl. 6, men alligevel blev de oppe til X-factor-hygge grønlandsk tid, så de var først i seng ved 1-2tiden dansk tid.

Maja og Theresa, da de ankom til sømandshjemmet - intetanende om den ventende velkomstkomite. 

Weekenden skulle selvfølgelig bruges på at give de nyankomne et indblik i, hvor de er havnet, så selvfølgelig var det lige på og hårdt med oplæring i receptionen sammen med mig for Theresas vedkommende. En sådan vagt er uden tvivl en rigtig god måde at lære hotellet at kende, men for at få Grønland rigtigt ind under huden, må man selvfølgelig ud.

Derfor var det oplagt at tage Theresa og Maja med ud at isfiske søndag, hvor Johannes(volontør) i forvejen havde planlagt en tur med Dennis(en elektriker). Så i minus lidt-for-mange grader drog vi ud på isen, så til mens drengene huggede hul, og lod derefter Maja og Theresa fiske. 

Med kun én "tuk" (huggeredskab), som tilmed knækkede undervejs, tog det tid at komme igennem den ca. 30 cm tykke is.

Johannes huggede ihærdigt... 

...vi piger så til, heppede og...

...nød udsigten - bemærk de to "regnbue"-dele, så flot!

Modsat drengene fik de begge bid (fjordtorsk og ulk), ligesom de begge blev så bidt af kulden, at de var klar på at kælke tirsdag eftermiddag. Her besteg vi derfor Tupilak-øen, nød udsigten og susede så nedad på Sømandshjemmets røvkælke. Wow, hvor er der meget fart i de bakker - en fart, der bestemt skal genopleves inden længe. Når altså lige arbejdsdagenes fart kommer under kontrol. Håber i hvert fald på, næste uge passerer i et lidt lavere tempo.

Kælketurs-udsigt-over-Aasiaat-selfie

På (lang)"renden" af fornuft

At gøre noget vovet, at gøre noget vildt,
at opholde sig ude for mer' end bare ilt.
At tage ud på langrend, at prøve noget nyt,
at slække på kontrollen og bare sige: Pyt
At sige: Nej! er enkelt, at sige: Ja! er svært,
at sige: Ja! er måden, man måske får det lært.
At turde tage chancen, at turde være ”klump”,
at grine ad sig selv, når man falder med et bump.
At holde modet oppe, at prøve en gang til,
at opmuntre og sige: At man kan, hvis man vil!
At overleve bakken, at prøve skøjtestil,
at tage succes og fiasko med samme store smil.
At falde hårdt på halen, at tænke det er fin',
at ”mesteren” er foran, og ikke får det grin.
At finde ind i rytmen, at stille sig en tid,
at lade solen varme og nyde sneen hvid.
At mærke at man lever, at mærke det er godt,
at være i naturen, som Gud har skabt så flot.
At overskride grænser, at juble for i dag
at ha' oplevet alt det, fordi man sagde: Ja!

(Et lille digt om dagen, hvor jeg endelig tog med ud på langrend :) )

Ud på isen

Efter i flere dage at have iagttaget fangere og forskellige fodgængere drage så langt ud på isen, at de til sidst kun var små prikker i alt det hvide, blev det min tur til at følge deres eksempel torsdag. Jeg havde eftermiddagen fri og havde tænkt mig at gå en kort tur over på naboøen Tupilak. Men solen skinnede så smukt på al isen bag Tupilak, så jeg fortsatte udover isen og ramte et par langrendspor. Johannes, volontør, havde været ude på langrend om formiddagen og fortalt om sin tur ud over isen, så jeg gættede på, det var hans spor, og han var jo trods alt kommet tilbage i live. Derfor fortsatte jeg turen med den overbevisning, at hvor der var langrendsspor, var isen sikker.
Wow, hvor var der smukt og fredfyldt derude midt på isen. Jeg endte med at være afsted i over to timer, og eftersom solen var på vej ned, skiftede himlen konstant nuance. Her får I lidt glimt fra turen:

Ene mig i alt det smukke hvide

Fredag var vejret mildt, ca. -20 grader, så det var oplagt at komme ud på isen igen. Denne gang aftalte jeg med Mathias, en ven af sømandshjemmet, at jeg kunne komme med ham ud at isfiske. Isfiskning foregår med en lang line gennem et hul i isen, og som ved normal fiskestangs-fiskning står man meget stille. Derfor skulle jeg pakkes godt ind, så jeg kunne holde varmen. Indpakningen kom til at bestå af skiundertøj, fleece- og uldstriktrøje, jogging- og overtræksbukser, jakke og selvfølgelig halstørklæde, vanter og pandebånd/hue. På fødderne havde jeg tre par strømper i et par varme støvler - str. 45,5. Hold op hvor var det nogle kæmpe og klodsede plader at rende rundt med, men jeg frøs slet ikke fødderne, for i de store støvler var der jo plads til mine mange strømper og uldsåler, samtidig med at der var luft omkring mine fødder, som jo også holdte på varmen.
Jeg havde forberedt mig på laaaaang ventetid, for sådan er fiskning jo oftest. Men da vi endelig fik hul på et kun to dage gammelt hul i isen, som allerede var frosset godt til, var vi heldige at ramme en fiskestime. Jeg formåede derfor at fange både en fjordtorsk og en ulk (Mathias kaldte den en københavnerfisk) på under 10 min. Johannes(volontør) var ude på langrend (igen), og på grund af manglende fangstlykke sidst han isfiskede, kom han forbi og fangede lykkeligvis også en fjordtorsk. Det gav tre fisk på et kvarter = en virkelig god statistik, som desværre ikke holdte ved. Mathias og jeg isfiskede nemlig uden held i en halv time bagefter.

Mathias og jeg med fjordtorsk og linen i vandet.

De tre fisk blev til hundemad til Mathias' søde hund Nanu.

Der er lige lidt størrelsesforskel på mine egne støvler(til venstre) og str. 45,5 :)

Begge ture på isen var fantastiske på hver sin måde, og det er helt sikkert, at jeg har flere ture på isen til gode.