Fornøjelig forøgelse af ”forårsholdet”

10 dage er passeret siden sidste blogindlæg. 10 dage med arbejde. 10 dage med oplevelser, med velkomst og afsked. Ja, 10 dage som mildest talt er fløjet afsted, og samtidig 10 dage, der har givet mig tid til at komme i tanke om alt det, jeg endnu ikke har fortalt her:

Jeg begyndte min volontørkarriere uden bestyrerparret, Mia og Johannes', opsyn, da de var hjemme på ferie indtil 3. marts. De første 14 dage af mit grønlandsophold (16/2 - 3/3), var det derfor de andre volontører, der stod for at få mig rettet af og lært op, så jeg var klar til at blive vist frem for Mia og Johannes. Håndtryksudvekslingen mandag d. 3. gik glimrende, men det var onsdag d. 5., at det virkelige slag skulle stå: En receptionsvagt fra 7-15 med Mia og Johannes som ”fluen på væggen”. Nu skulle det afgøres, om de andre volontører havde gjort det godt, eller jeg stadig havde meget at lære. Jeg var spændt og nervøs, for tænk, hvis det, jeg havde lært, ikke levede op til deres forventninger? Heldigvis forløb vagten smertefrit, og jeg blev officielt optaget i volontørstaben samme dag.

Med Mia og Johannes tilbage i Aasiaat gik vi fra 4 til 8 danskere; de har nemlig to piger, Noomi(2,5) og Lydia(1). Det er rigtig hyggeligt med sådan et par piger, der tuller rundt, og de to søstre er begge rigtig gode til at charmere sig ind på såvel personale som gæster, hvilket godt kan tage lidt opmærksomhed fra arbejdet. Allerede fredag d. 7. var det dog sidste gang, at Noomi og Lydia kom med på arbejde, for der udvidede danskerflokken sig igen.

Fredagsforøgelsen bestod af den sidste forårsvolontør, Theresa, og Maja fra mit IMB-hold, der skal være Noomi og Lydias barnepige det næste halve år. Som traditionen byder, blev de modtaget med flag, smil og ”velkommen” i indgangen – denne gang tilmed opstillet i espalier. Begge piger var godt trætte efter den lange flyvetur og efter at være stået op kl. 6, men alligevel blev de oppe til X-factor-hygge grønlandsk tid, så de var først i seng ved 1-2tiden dansk tid.

Maja og Theresa, da de ankom til sømandshjemmet - intetanende om den ventende velkomstkomite. 

Weekenden skulle selvfølgelig bruges på at give de nyankomne et indblik i, hvor de er havnet, så selvfølgelig var det lige på og hårdt med oplæring i receptionen sammen med mig for Theresas vedkommende. En sådan vagt er uden tvivl en rigtig god måde at lære hotellet at kende, men for at få Grønland rigtigt ind under huden, må man selvfølgelig ud.

Derfor var det oplagt at tage Theresa og Maja med ud at isfiske søndag, hvor Johannes(volontør) i forvejen havde planlagt en tur med Dennis(en elektriker). Så i minus lidt-for-mange grader drog vi ud på isen, så til mens drengene huggede hul, og lod derefter Maja og Theresa fiske. 

Med kun én "tuk" (huggeredskab), som tilmed knækkede undervejs, tog det tid at komme igennem den ca. 30 cm tykke is.

Johannes huggede ihærdigt... 

...vi piger så til, heppede og...

...nød udsigten - bemærk de to "regnbue"-dele, så flot!

Modsat drengene fik de begge bid (fjordtorsk og ulk), ligesom de begge blev så bidt af kulden, at de var klar på at kælke tirsdag eftermiddag. Her besteg vi derfor Tupilak-øen, nød udsigten og susede så nedad på Sømandshjemmets røvkælke. Wow, hvor er der meget fart i de bakker - en fart, der bestemt skal genopleves inden længe. Når altså lige arbejdsdagenes fart kommer under kontrol. Håber i hvert fald på, næste uge passerer i et lidt lavere tempo.

Kælketurs-udsigt-over-Aasiaat-selfie