Vind, vand og vovser

Alle helligdage i påsken(palmesøndag undtaget) var Sømandshjemmet delvist lukket. Det foregik på den måde, at vi som altid lavede morgenmadsbuffet til de boende gæster, og derefter lukkede vi cafeteriet ned. Vi volontører havde hver især en dag som såkaldt ”rådighedsvagt”, hvor man udover morgenmaden skulle sørge for at soignere værelser og være til rådighed på mobilen i tilfælde af, en gæst havde spørgsmål, brug for hjælp eller ville købe internet.

Som rådighedsvagt behøvede man ikke nødvendigvis at være på Sømandshjemmet; altså havde vi volontører på en måde alle sammen fri samtidig, hvilket er yderst uhørt, og det skulle selvfølgelig udnyttes. Derfor havde vi Skærtorsdag arrangeret en fælles tur ud på isen – ud på hundeslæde.

Der var godt med vind i vejret, så godt indpakkede i det varmeste overtøj og støvler og godt spændte klemte vi os ind i bilen og ræsede afsted til det aftalte sted. Her ventede to slædehundeførere på os, og så snart den tredje ankom, var vi hurtigt fordelt på slæderne og afsted over kanten af øen, ud på isen, som for en uge siden havde været for usikker til at køre på, men efter en uges frost heldigvis var sikker igen.

Vi kom hinanden ved på bagsædet, mens vi drønede afsted i højt humør.

Wauw en oplevelse. Den flade is mellem de høje, snedækkede øer, lå langstrakt foran os, mens den højtstående sol gav os det smukkeste vinterlandskab til alle sider. Flere gange nynnede vi spontant brudstykker fra hundeslædesangen fra ”Nissebanden i Grønland” - teksten var så rammende. Hundene løb ivrigt afsted, og slæden fulgte heldigvis efter. Dog var der stor forskel på de tre hundespand, hvad angår antal hunde, størrelse og kræfter, så vores tre slæder havde forskelligt tempo og kom derfor aldrig til at følges ad.

Der var så smukt og lydløst ude på isen

En næsten ikke hørbar hvislen fra slædens kontakt med sneen og slædeførerens kommandoer til hundene i ny og næ, var i en periode det eneste, der brød stilheden. At opleve så total ro, til trods for vi sad tre mand på en kørende slæde, var vildt lækkert og gav virkelig mulighed for bare ”at være”.
Målet for turen var en varm kilde på en af naboøerne – i denne sammenhæng betyder varm: ”ikke tilfrosset”. På slæden sad vi lunt og godt og mærkede ikke de vilde vindforhold, men da vi nåede frem og steg af slæden, gik der ikke længe, før vi var godt gennemblæste og på det punkt klar til at køre retur. Hvad angik den varme kilde, havde jeg til gengæld ingen lyst til at køre retur, for vandet her smagte helt fantastisk.

Den varme kilde lå lidt ligesom en oase i ørkenen - pludselig var der bare vand.

Sådan ser man ud, når man lige har smagt og godkendt vandkvaliteten.

Ved den varme kilde blev de tre hundespand genforenet, og så er et gruppebillede jo oplagt :)

Men da hundene havde haft pause længe nok, var det op på slæden og hjem igen. På hjemvejen var vinden imod og derfor mere mærkbar, men dog ikke i samme grad som ved den varme kilde. En fantastisk tur nåede således sin afslutning, men den oplevelse bliver bestemt ikke glemt foreløbig.

Hundenes iver og styrke er helt vild - men de var også godt trætte og sultne efter turen.