fredag den 10. april 2015

X-tremt meget X-factor

Det er lysten, der driver værket, og lysten til at udnytte Aasiaats X-factor-entusiasme var stor allerede inden oplevelsen i forsamlingshuset(se forrige indlæg). Her blev lysten kun desto større, hvilket passede rigtig godt med, at vi på daværende tidspunkt allerede havde været rundt til samtlige opslagstavler i byen med reklameopslag om, at vi på Sømandshjemmet inviterede alle til at komme og se finalen i dansk X-factor på storskærm sammen med os.
Reklamen for/invitationen til X-factor-finale på Sømandshjemmet
Dog havde vi ikke bare planer om at tænde skærmen, lade folk kigge og gå hjem igen – næh nej; vi skulle have en x-tremt festlig X-factor-finale-aften, og vi havde heldigvis helt styr på opskriften:
  • Først og fremmest skulle vi have sjov, så vi ville begynde festlighederne kl. 19.30 med en stribe konkurrencer for børn og barnlige sjæle indtil showstart kl. 20.00 og igen i stemmepausen.For børnene havde vi planlagt en masse små konkurrencer med 4-5 deltagere pr. stk. Diciplinerne var f.eks. Hvem spiser hurtigst et slik-snørrebånd? Hvem fløjter først efter at have spist 3 kiks? Hvem rammer først en kuglepen, som er bundet om maven, i en sodavandsflaske? Hvem kan spise et stykke rugbrød hurtigst? m.fl. For de voksne havde vi en tipskupon om X-factor gennem årene – prøv den selv på www.grublerier.dk/quiz/x-factor-quiz .
  • Dernæst var det vigtigt med gode præmier til konkurrencevinderne, så der var noget at komme efter. Halvanden uge inden finalen skrev jeg til DR og BLU, som producerer X-factor, og fortalte dem om vores foretagende i tilfælde af, de havde noget materiale liggende, vi kunne bruge som præmier. Jeg hørte ikke noget før mandag i ugen op til finalen, hvor BLU blot gav os en ny mailadresse at skrive til. Dermed var den mulighed lukket, postleveringstiden taget i betragtning, tænkte jeg, men jeg tog heldigvis fejl: Onsdag modtog jeg en kuvert fyldt med autografkort fra X-factordeltagere! - En præmie, der selvfølgelig blev promoveret på Sømandshjemmets facebookside som trækplaster.
    Vi fik ingen autografkort med den tredje finalist Jógvan, men hvad gør det, når man har Citybois :) 
  • Sidst men ikke mindst måtte vi bestemt ikke glemme den meget sigende talemåde: ”Hygge er noget, man kan tygge!”, så vi indbød til gratis kage, saft, popcorn, kaffe og te, samtidig med, at vi lavede en lille slikbod med x-tra gode X-factortilbud.
Da vi nåede fredag, var det, trods vores mange reklameopslag rundt i byen, svært at forestille sig, hvor stor opbakningen ville være, men jeg tillod mig at tænke stort og gjorde derfor klar i vores største konferencerum. Det viste sig at være det optimale valg, for klokken 19.30 væltede det ind med folk, især børn, og vi kom op på at være omkring 100 personer, heraf ca. 70 børn. Der var så mange fremmødte, at vi også tog dagligstuens og cafeteriets tv i brug. 
Gangen ned til konferencerummet var fyldt godt op kl. 19.30.
...og det var selve konferencerummet også :)
Hvem fløjter først efter at have spist 3 kiks?
Hvem rammer først en kuglepen, som er bundet om maven, i en sodavandsflaske?
Hvem spiser hurtigst et slik-snørrebånd?

Popcorn, saft og kage var i særdeleshed et hit, hvilket tydeligt kunne mærkes på aftenens forbrug: 22 poser mikroovnspoppede popcorn, 25 liter saft og 90 stykker kage havde fået ben at gå på, eller rettere sagt; maver at være i, denne aften. Også konkurrencerne var populære og skabte mange grin og stor glæde – måske især på grund af autografkortene. Aftenen var altså på alle måder rigtig vellykket, og det var en fantastisk følelse at se så mange glade ansigter. 
Der var konstant kunder i biksen - især hvad angik gratis popcorn, kage og saft. :)
(Jeg stod i biksen, det meste af tiden, men det gjorde ikke noget, for jeg havde set X-factor-finalen live om eftermiddagen, så jeg vidste, Emilie vandt :) )


Ingen kommentarer:

Send en kommentar