Radio top 3

At køre bil er nærmest ensbetydende med at høre radio - sådan er det i hvert fald for os. Heldige som vi globale fortællere er, har vi allerede tilbagelagt mange kilometer. Det er lig med mange timers radio. Da signalet rundt i Danmark til de større stationer (særligt Nova FM) ikke altid er fantastisk, ender vi ofte med kanalrundfart blandt en stribe lokalradio-kanaler. Sådanne kanaler har tilfældigvis en hang til pop-musik, hvilket har gjort vores musikhorisont forholdsvis begrænset.
På baggrund af det afgrænsede sangvalg i diverse lokalradioer de sidste uger, kommer hermed top 3 over bedste "Syng-med-sange".
1. Oliii-Oliivia med Rasmus Seebach
2. ROAR med Katy Perry
3. Ligemeget - radiokanalerne spiller alligevel ikke andet end de to.

Vi skulle selvfølgelig have et billede med søde Rasmus, som gør vores køreture til fantastiske karaoke-udfoldelser, hver gang en af hans sange bliver spillet i radioen - det vil sige ca. hvert 8. minut :) !

På EVENTyr

Der var engang en stor, sort varevogn, som hed Caddy. Indtil for nylig havde Caddy ikke villet starte, for den havde oplevet omsorgssvigt; Dens ejere havde skældt den ud, klaget over dens mange blinde vinkler og kaldt den et værre skrummel. Men det kildede så forfærdeligt, da de satte startkablerne på, at den hellere ville starte end udstå mere af den slags, så værkstedsbesøget var hurtigt overstået.

To piger tilbragte mange timer og kørte mange kilometer i Caddy, og selvom pigerne kun bemærkede Caddys skavanker, som bagrudeviskeren der havde sit eget liv, nød den at køre for dem.

Caddy var vant til, at pigerne læssede projektor, højttalere og kassevis af brochurer i den, men en dag skete der noget underligt. De to piger kørte Caddy hjem, hvor de boede og proppede den med hynder, borde, dyner, tasker og en madras. Hvor mon vi skal hen? Tænkte Caddy og lod sig spændt føre af pigerne.

Efter mange kilometer parkerede pigerne ved en hal, tømte bagagerummet og forlod Caddy. Efterladt på parkeringspladsen kunne Caddy se, at der ankom læssevis af unge mennesker. Mange af dem kom i store busser og havde sovepose og weekendtaske på slæb. Nogle af de unge nævnte noget om EVENT, og efter at have overhørt nogle rygere og ledere forstod Caddy, at pigerne hele weekenden skulle være på dette EVENT for at reklamere, informere og engagere.

Om det lykkedes pigerne fandt Caddy aldrig ud af, men det var pludselig heller ikke så vigtigt. På turen hjem søndag hørte den nemlig de ord, den havde mest brug for at høre: ”Det var nu heldigt, at vi kunne have alt til standen i Caddy'ens gode, store bagagerum.” Caddy rankede sig og tunede ind på den radiokanal, pigerne ønskede, det føltes godt for første gang at få ros.

Brenderup, Bubbel og Bellinge

Tirsdag d. 22. oktober kl.6.00 forlod en lille, lækker lånebil med to spændte globale fortællere Aarhus. Søvn havde ingen af de to fået meget af den sidste nat, nu hvor første foredrag stod for døren. Det skulle blive spændende, hvordan det hele blev modtaget.

Når nu, de to globale fortællere alligevel ikke havde sovet nok, var det jo oplagt med en lang køretur at vågne på, så hvorfor ikke tage turen til Fyn? I Brenderup ventede nemlig ca. 40 konfirmander, som med entusiasme tog del i foredraget. Dette til trods for, at foredraget viste sig at være for indholdsrigt til tidsrammen.

Besøget var i det store hele en så vellykket premiere, at de to globale fortællere blev inviteret til at komme igen dagen efter - samme tid, nyt sted – nemlig i præstegården på Bubbelvej. Det ville de selvfølgelig gerne, men mangel på overnatningsgrej betød retur til Aarhus og afsted kl. 6.00 igen. Efter endnu et succesfuldt foredrag i Brenderup, var der mulighed for at hvile ud i præstegården, før turen gik videre til Bellinge.

Det lykkedes ikke de to globale fortællere at finde flere konfirmandhold på Fyn i byer med B, men inspireret af bogstaverne i byen Bo i Sierra Leone fortsatte de til Odense.

Hjemme og i gang med arbejdet

At bevæge sig fra den afslappede attitude i Sierra Leone til den danske foretagsomhed er lidt af en omvæltning, men det er utroligt, så hurtigt man finder tilbage i rytmen. Man skulle tro, det var indkodet.

På forhånd var det dog ikke en selvfølge, at overgangen ville være så problemfri, så i tilfælde af omstillingsvanskeligheder var efterårsferien placeret strategisk: En enkelt uges arbejde med foredragsforberedelser, og så ellers ferie med plads til Sierra Leone-tempo. 

Brainstorm om foredragets indhold

Helt fri havde vi dog ikke i ferien. Vi var nemlig et smut på discipeltræf for at reklamere, informere og traktere. Det ville være en overdrivelse at sige, at lejrdeltagerne stormede til standområdet, tværtimod, men vi fik nogle gode snakke og i hvert fald trakteret os selv.

En smule af ferien gik også med de allersidste forberedelser til foredragsturneen.

To hvide på en strand

Som afslutning på vores ophold i Sierra Leone havde vi to dage i hovedstaden Freetown. Med de anmeldelser, vi havde fået af strandene ved Freetown, var der ingen tvivl: Vi skulle til stranden hurtigst muligt! Denne iver fra os to danske piger medførte, at vi allerede på ankomstdagen til Freetown blev fragtet til nærmeste strand og praktisk talt søsat.

Lumley Beach

I det dejlige solskin lignede Lumley Beach ved første øjekast noget, der var taget ud af et rejsekatalog: Lyst sand, lyseblåt hav og palmer. Men da vi kom ned på selve stranden, var bunkerne af skrald desværre umulige at ignorere. Små plastikstykker hvirvlede rundt med vinden, og i vandkanten skvulpede plastikflasker frem og tilbage. Vi havde ikke forventet affald på strande med så fine anmeldelser, men lod os ikke slå ud. Endelig var vi på stranden!

En skøn udsigt - men med skrald i alle retninger!

Havets temperatur og bølgemængden var helt perfekt. Det var en fryd at bade – såvel i vandet som i solen. Vandet blev dog stadig mere beskidt, så til sidst holdt vi os til solbadningen. Det skal siges, at hver gang vi hvide har valgt solen frem for skyggen, har vores sierra leonske rejsekammerater rystet på hovedet. De forstår os ikke og bliver selv troligt i skyggen.

På Lumley Beach var der flere sierra leonere, der trodsede solen og kom ud til os på stranden. To af dem viste sig at være unge præster, som udover en reprimande om sømmelig påklædning havde meget på hjerte. En ting, der særligt optog og bekymrede dem, var kristendommens situation i Europa. De havde hørt brudstykker om kristendommen, og hvordan den bliver udlevet og fortolket i forskellige lande i Europa - men hvordan ville de mon reagere, hvis de hørte alt?

River no. 2

Vi havde slet ikke fået strand- og badelysten stillet på affaldsstranden og ville opleve en rigtig turiststrand. Manglende informering om et besøg på ”Det Gamle Marked”, betød dog, at vi først kørte mod stranden et godt stykke over middag. Vores chauffør kendte ikke vejen, så vi holdte ind flere gange og spurgte om vej. Hver gang blev retningsangivelsen fulgt af ordene: ”...but it's far, far!”

Og ja, der var langt! Jo længere vi kørte, des mere overskyet blev det. Men selv uden solskin var River no. 2 bestemt køreturen og entreen på 7 kr. værd.

Strandens navn skyldes, at River no. 2 løber ud i havet her. Flodudløbet var ikke så bredt, så vi svømmede over til den anden side. MEN, på vejen over havde vi strømmen med os! Det blev noget af en kamp at komme tilbage mod strømmen. Vi gled væk fra hinanden, men kom heldigvis begge over – Tak til ActionMan (livredder), som tydeligvis nød muligheden for at fremvise musklerne.

Overskyet, men lækker og ren strand.
Yderst til højre ses den landtange på den anden side af floden, vi svømmede over til.

Trods solens fravær skulle vi selvfølgelig have billeder af og på stranden. Gentagne gange forsøgte vi at skrive i sandet, men bølgerne nåede konstant højere op. Sidste forsøg var lige ved at lykkes, da en herreløs hund overfaldt mig. BVADR – Hundene er så klamme i Sierra Leone!

Vi skulle nå hjem til aftensmad, så i begyndende regnvejr forlod vi tøvende og triste stranden. Vi kørte læææænge for at komme hjem. Jeg genkendte ikke vejen og troede, vi tog en anden vej, men så standsede vores chauffør midt i ingenting. Han var kørt helt, helt forkert. En mand, som skulle til Freetown, kom med op at køre – mindst en times kørsel – og vi nåede tilbage, mens maden stadig var lunken, men nøj, hvor vi fik grinet på bagsædet.

Sikke en dag: Vi fik da en ordentlig strandTUR.

Vi havde netop skrevet i sandet. Desværre var vandet hurtigere til stede end fotografen :)

En dag tilbage

Mel.: Nik og Jay: En dag tilbage

Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, du havde en dag tilbage i Sierra Leone?
Hvad jeg ville gøre?

Jeg tror, jeg ville samle de leoner jeg har tilbag’
holde udkig hele dagen for en afrikansk kag’
Grine når jeg så min kuffert – så fuld
proppet med minder, sjov, souvenirs – det er guld!

Jeg ville ha’ de Globale Fortællere ved min side
køre ud mod vandet – til strandene så hvide
Jeg ville ringe rundt og bruge units op
fortælle alle: Sierra Leone er tip top

Jeg ville kigge lidt i spejlet og sige: Hey, hvad er nu det?
regntidsophold men dog lidt sol – hvordan ku’ det ske?
Jeg ville grine, nyde dytteriet på gaden
spise afrikansk og snøfte lidt af krydderi i maden.

Jeg ville glæde mig til gensynet i Danmark
men være trist ved tanken at sku’ si’ farvel og tak
Sierra Leone – tak for ophold så fed’
jeg forlader dette sted, før solen går ned

En dag tilbage
Skal nå en masse
Flytiden passe

En dag tilbage
Tiden er fløjet
Glad og fornøjet

 
En dag tilbage

Activities

Smilet kommer frem ved mindet om en dreng i Baima, som konstant stak hovedet helt hen til os og med stor entusiasme, et smil fra øre til øre og med hænderne flagrende om sit hoved bad os lave nogle ”activities”. Dette ord, som drengen formåede at udtale på sin helt egen måde, dækkede over sang, dans og ja; lidt af hvert.
Sangdelen blev primært nationalsangen for henholdsvis Danmark og Sierra Leone, men vi fik også sunget en enkelt sang med bevægelser:

I stand for Jesus day after day
I stand for Jesus day after day
His Holy Spirit I will obey
I stand for Jesus day after day.

Første vers står man selvfølgelig op. Siden kommer jump, sit, dance, clap, og hvad man ellers har lyst til. Prøv det endelig (selvom melodien er ukendt).
God fornøjelse med dine activities!

Kakaobønner og kirkebyggeri i Kailahun

Vi fortsatte østpå til Kailahun district. Ad den ødelagte vej som et koreansk firma om laaaang tid bliver færdige med at reparere, kom vi flere gange igennem landsbyer, hvor en særligt syrlig og ikke ligefrem behagelig lugt mødte os. Lugten af fisk, som synes at dominere alle madmarkeder, er vi efterhånden vant til, men denne lugt var anderledes.
Da vi nåede til Baima, hvor vi skulle indlogeres, fik vi løst mysteriet om lugten. Overalt i byen var store presenninger bredt ud, hvorpå en ordentlig samling ”sten” i samme farve for hver presenning var spredt ud. Kakaobønner viste det sig at være. Hvordan de bønner man bruger til noget så lækkert som chokolade kan lugte så uappetitligt, har jeg svært ved at forstå. Jeg glæder mig bare over, der er firmaer udenfor Sierra Leone, som forvandler de mindre vellugtende sten til fantastisk chokolade.
Vi var dog ikke kun i Kailahun for at opleve kakaobønner. Den anglikanske kirke i Baima har både kirkebygning og et kapel, og i sidstnævnte er der morgenbøn alle ugens dage kl.6.00. Selvfølgelig skulle vi med til det, men da vi sad og prøvede at vågne på bænkene, viste det sig at være bibelstudie på mende. Det eneste, jeg fik fat i, var, at vi danskere skulle plante træer - surprise. Kl. ca. 6.45 satte jeg derfor en lille lerklump med et appelsintræsskud i jorden udenfor det lille kapel til stor begejstring for menigheden, som næsten fuldtalligt var mødt op til ”bedemødet”. Træet samt to andre var en afskedsgave fra præsten, der skal overflyttes til Kangahun.
Da vi var vågnet lidt mere op, tog vi på rundtur til fem landsbyer, den anglikanske kirke arbejder i. Turens formål syntes primært at være fremvisning af de to pumui’er til townchiefs og alle andre interesserede, mens kirkebesøg kom lidt i anden række. I en landsby gik al tiden med at hilse på den muslimske townchief – byen havde endnu ikke en kirkebygning; menigheden mødtes på skolen. Kirkebyggeplaner havde de til gengæld, og i to andre landsbyer var byggeriet allerede i gang, hvad end der var tale om en katedral eller en lille lerhytte.
Kakaobønner og kirkebyggeri i Kailahun – Nu skal jeg nok holde lidt igen med bogstavrimene.

Krig og kridt i Kenema

Hvis man fra Bo bevæger sig mod øst af god asfaltvej, kommer man til Sierra Leones tredjestørste by Kenema. Her er den anglikanske kirke en katedral efter sierraleonsk målestok, fra 1909 og lyserød. Sidstnævnte arbejder præsten på at ændre til smørgul.
Så er fakta vist også på plads. Det interessante er jo, hvad vi lavede, så det kommer her. Første dag stod på sightseeing under ledelse af to af kirkens unge, en lærer(Fredrick) og organisten(John). Uden at spørge os først lovede Fredrick sine elever, at vi hver især ville komme og undervise en klasse om Danmark og dansk dagen efter. En udfordring vi gerne tog op, for selvfølgelig skulle de to klasser af hver 50 elever vide, hvordan man på dansk siger ”Goodmorning” og ”How areyou?”.
Klokken 9.00 dagen efter var vi klar til at undervise de 20 min, vi havde aftalt. Klokken blev imidlertid 11.00, før vi i højt humør forlod klasserne ovenpå en til tider støjende men rigtig god oplevelse. Taget i betragtning af, der kun var tre-fire i klassen, der turde stille spørgsmål på engelsk, var lydniveauet af og til ret ekstremt. De lokale gloser havde de nemlig ingen problemer med at lufte indbyrdes. For ikke at tale om antallet af piger i klassen. Forældre i Sierra Leone satser først på drengenes uddannelse, så for at få pigerne i skole har regeringen gjort de første skoleår gratis for pigerne og de næste billigere. Der var kun lige omkring ti drenge i klassen og mange, mange fjantepiger. Så ja; det var til tider en udfordring at få alle 50 til at tie stille samtidig, men det meste af tiden var de opslugte af at høre om det lille danske land i Europa.
En lukket indenrigs flyveplads og dårlige veje var noget af det, der vidnede om krigens raseren i Kenema. En anden ting var minderne, som blandt andet præsten og Fredrick delte med os. Jeg forstår slet ikke, hvordan rebellerne var i stand til at gøre så forfærdelige ting mod deres landsmænd. Ganske vist var de fleste rebeller væk i stoffer, men hvordan kan et menneske slå sin egen familie ihjel, sprætte maven op på en gravid kvinde for at finde vinderen af væddemålet om det ufødte barns køn, kappe hænderne af folk og værre ting, jeg ikke har lyst at nævne – hvordan kan et menneske handle så ondt?
Fredrick fortalte, at han overlevede krigen som følge af sin tro på Gud, fordi han som kristen vidste, hvad der var rigtigt og forkert. Da han blev fanget, tæsket og truet på livet af rebellerne, stod han fast og ville ikke slutte sig til dem, for det er forkert at slå ihjel. Gruppens kommanderende blev hentet og viste sig at være en skolekammerat. Mirakuløst nok var hans reaktion ved at se Fredrick: ”Du skal ikke være en del af det her – smut”. For Fredrick er der ingen tvivl om, at Gud gav skolekammeraten få sekunders klarsyn den dag, så han selv overlevede.
Krig og kridt i Kenema – det var det mine to dage primært gik med.

Firbenet fornøjelse

Intet internet. Ingen butikker eller et marked. Afrikanske retter middag og aften = ris, ris, ris. Umiddelbart havde jeg lidt svært ved at sætte mig op til en HEL uge i gæstehuset i Kangahun, når min forhåndsviden var sådan. For ikke at snakke om rejsen dertil. Vi fik at vide, turen ville tage fem timer, og der nok ville være hullede veje.
Sjældent har mine forventninger været så forkerte. Køreturen til Kangahun tog kun lige omkring to timer. Den første time og lidt mere var på fin asfalt og det sidste på en netop skrabet jordvej (Vi passerede tilmed den store vejskraber-maskine). Hvilken luksus at få en køretur, hvor man kun skal stemme imod loftet enkelte gange.
Gæstehuset viste sig at være fuldt ud på linje med det blå hus, vi bor i i Bo, hvis ikke finere. Lækre madrasser(min var endda med fjedre), sofamøbler hvor man ikke kunne mærke bundbrædderne gennem hynderne og et gammelt solenergianlæg, der sørgede for strøm en del af tiden (sjældent når der var rigtig brug for det). Dog viste det sig, at Kangahun er en by uden mobildækning men også uden dyt, dyt fra hobevis af trafikanter.
Efter uger i byen var der fantastisk fredeligt ude på landet. Og det var også som om den afrikanske mad smagte bedre. Ganske vist hed det ris middag og aften, men sovsen var altid varieret og super lækker(med undtagelse af en med halve, skælklædte fisk i en af de landsbyer vi besøgte) og lige tilpas krydret. Jeg indrømmer dog gerne, at jeg var lige ved at køre træt i risen og i høj grad længtes efter kartofler, men så fik vi yams (smager næsten som kartofler). Vores kok i Kangahun må være tankelæser.
Som toppen af kransekagen fik vi varme bade. Hver eneste morgen kom de med en spand kogende vand, som vi kunne blande med koldt vand. Øj, hvor var det lækkert efter tre ugers kolde bade.
Det var bestemt en fornøjelse at bo i Kangahun. Men i særdeleshed også en firbenet fornøjelse. Anden morgen vi var der, fik jeg den dejlige morgenoplevelse at hilse på et firben i en af sofaerne. Nogle dage efter var endnu et på besøg i køkkenet, og indimellem disse to uventede gæster agerede jeg den onde dørvogter, som ikke lod endnu tre firben komme med ind til festen.
Der er så dejligt derude på landet. Så dejligt at firbenene også vil være med.