Krig og kridt i Kenema

Hvis man fra Bo bevæger sig mod øst af god asfaltvej, kommer man til Sierra Leones tredjestørste by Kenema. Her er den anglikanske kirke en katedral efter sierraleonsk målestok, fra 1909 og lyserød. Sidstnævnte arbejder præsten på at ændre til smørgul.
Så er fakta vist også på plads. Det interessante er jo, hvad vi lavede, så det kommer her. Første dag stod på sightseeing under ledelse af to af kirkens unge, en lærer(Fredrick) og organisten(John). Uden at spørge os først lovede Fredrick sine elever, at vi hver især ville komme og undervise en klasse om Danmark og dansk dagen efter. En udfordring vi gerne tog op, for selvfølgelig skulle de to klasser af hver 50 elever vide, hvordan man på dansk siger ”Goodmorning” og ”How areyou?”.
Klokken 9.00 dagen efter var vi klar til at undervise de 20 min, vi havde aftalt. Klokken blev imidlertid 11.00, før vi i højt humør forlod klasserne ovenpå en til tider støjende men rigtig god oplevelse. Taget i betragtning af, der kun var tre-fire i klassen, der turde stille spørgsmål på engelsk, var lydniveauet af og til ret ekstremt. De lokale gloser havde de nemlig ingen problemer med at lufte indbyrdes. For ikke at tale om antallet af piger i klassen. Forældre i Sierra Leone satser først på drengenes uddannelse, så for at få pigerne i skole har regeringen gjort de første skoleår gratis for pigerne og de næste billigere. Der var kun lige omkring ti drenge i klassen og mange, mange fjantepiger. Så ja; det var til tider en udfordring at få alle 50 til at tie stille samtidig, men det meste af tiden var de opslugte af at høre om det lille danske land i Europa.
En lukket indenrigs flyveplads og dårlige veje var noget af det, der vidnede om krigens raseren i Kenema. En anden ting var minderne, som blandt andet præsten og Fredrick delte med os. Jeg forstår slet ikke, hvordan rebellerne var i stand til at gøre så forfærdelige ting mod deres landsmænd. Ganske vist var de fleste rebeller væk i stoffer, men hvordan kan et menneske slå sin egen familie ihjel, sprætte maven op på en gravid kvinde for at finde vinderen af væddemålet om det ufødte barns køn, kappe hænderne af folk og værre ting, jeg ikke har lyst at nævne – hvordan kan et menneske handle så ondt?
Fredrick fortalte, at han overlevede krigen som følge af sin tro på Gud, fordi han som kristen vidste, hvad der var rigtigt og forkert. Da han blev fanget, tæsket og truet på livet af rebellerne, stod han fast og ville ikke slutte sig til dem, for det er forkert at slå ihjel. Gruppens kommanderende blev hentet og viste sig at være en skolekammerat. Mirakuløst nok var hans reaktion ved at se Fredrick: ”Du skal ikke være en del af det her – smut”. For Fredrick er der ingen tvivl om, at Gud gav skolekammeraten få sekunders klarsyn den dag, så han selv overlevede.
Krig og kridt i Kenema – det var det mine to dage primært gik med.