Solen forsøgte forgæves at trænge igennem det tykke lag af
grå skyer. De varme vindpust tog til i styrke, så palmebladene raslede. Varslet om en kommende regnbyge var ikke til
at tage fejl af. Ganske rigtigt: Få minutter senere stod vandet ned i fede og tætte
stråler. Efter kun to uger i Sierra Leone var Kristina mere end vant til
regnens bratte ankomst. Regn, regn og atter regn.
Til gengæld havde hun svært ved at affinde sig med al den ventetid, vandpjaskeriet medførte. Og uvisheden. Det var aldrig til at vide, hvornår den næste byge ville sætte ind, og om man til den tid ville blive fanget et ærgerligt sted.
Selvfølgelig var der ophold i vandmasserne. Ophold man for eksempel kunne bruge til at bevæge sig hjemad til fods. På sådanne hjemture var man som hvidt menneske sikker på at blive ledsaget af særligt to ord, oftest udtalt fra børnehøjde. Hello og pumui. Af og til undrede Kristina sig over, at synet af en hvid person kunne vække så stor begejstring blandt de sierra leonske børn, at de tit ikke blot vinkede og råbte, men også løb efter hende bare for lige at røre den hvide hud. En ting, der særligt undrede Kristina, var, at interessen var lige stor fra selvsamme børn flere dage i træk. ”Hello, hello” – smilende svarede hun hver dag de mange børn, mens ordet nulaley = mørk hud var nær ved at forlade hendes tunge.
To uger var nu gået med at hilse på de mange børn, og anledningsvis unge og voksne. To uger med kedeligt vejr, der efterhånden havde nedbrudt noget af Kristinas energi til at hilse på alle og enhver. Denne dag var anderledes. De pletvise skyer syntes at være blevet malet hvide og solens stråler varmede jorden. For en gangs skyld var det ikke kun temperaturen og luftfugtigheden, der gav anledning til at tænke på solferie.
Kristina sugede sollyset til sig og fik ny energi. Energi til fortsat at møde de mange børns tilråb med smil, vinken og opadvendte tommelfingre. Spørgsmålet var bare, hvornår børnene ville råbe hvid hud igen. Lige nu var rød hud mere oplagt J
Til gengæld havde hun svært ved at affinde sig med al den ventetid, vandpjaskeriet medførte. Og uvisheden. Det var aldrig til at vide, hvornår den næste byge ville sætte ind, og om man til den tid ville blive fanget et ærgerligt sted.
Selvfølgelig var der ophold i vandmasserne. Ophold man for eksempel kunne bruge til at bevæge sig hjemad til fods. På sådanne hjemture var man som hvidt menneske sikker på at blive ledsaget af særligt to ord, oftest udtalt fra børnehøjde. Hello og pumui. Af og til undrede Kristina sig over, at synet af en hvid person kunne vække så stor begejstring blandt de sierra leonske børn, at de tit ikke blot vinkede og råbte, men også løb efter hende bare for lige at røre den hvide hud. En ting, der særligt undrede Kristina, var, at interessen var lige stor fra selvsamme børn flere dage i træk. ”Hello, hello” – smilende svarede hun hver dag de mange børn, mens ordet nulaley = mørk hud var nær ved at forlade hendes tunge.
To uger var nu gået med at hilse på de mange børn, og anledningsvis unge og voksne. To uger med kedeligt vejr, der efterhånden havde nedbrudt noget af Kristinas energi til at hilse på alle og enhver. Denne dag var anderledes. De pletvise skyer syntes at være blevet malet hvide og solens stråler varmede jorden. For en gangs skyld var det ikke kun temperaturen og luftfugtigheden, der gav anledning til at tænke på solferie.
Kristina sugede sollyset til sig og fik ny energi. Energi til fortsat at møde de mange børns tilråb med smil, vinken og opadvendte tommelfingre. Spørgsmålet var bare, hvornår børnene ville råbe hvid hud igen. Lige nu var rød hud mere oplagt J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar