Activities

Smilet kommer frem ved mindet om en dreng i Baima, som konstant stak hovedet helt hen til os og med stor entusiasme, et smil fra øre til øre og med hænderne flagrende om sit hoved bad os lave nogle ”activities”. Dette ord, som drengen formåede at udtale på sin helt egen måde, dækkede over sang, dans og ja; lidt af hvert.
Sangdelen blev primært nationalsangen for henholdsvis Danmark og Sierra Leone, men vi fik også sunget en enkelt sang med bevægelser:

I stand for Jesus day after day
I stand for Jesus day after day
His Holy Spirit I will obey
I stand for Jesus day after day.

Første vers står man selvfølgelig op. Siden kommer jump, sit, dance, clap, og hvad man ellers har lyst til. Prøv det endelig (selvom melodien er ukendt).
God fornøjelse med dine activities!

Kakaobønner og kirkebyggeri i Kailahun

Vi fortsatte østpå til Kailahun district. Ad den ødelagte vej som et koreansk firma om laaaang tid bliver færdige med at reparere, kom vi flere gange igennem landsbyer, hvor en særligt syrlig og ikke ligefrem behagelig lugt mødte os. Lugten af fisk, som synes at dominere alle madmarkeder, er vi efterhånden vant til, men denne lugt var anderledes.
Da vi nåede til Baima, hvor vi skulle indlogeres, fik vi løst mysteriet om lugten. Overalt i byen var store presenninger bredt ud, hvorpå en ordentlig samling ”sten” i samme farve for hver presenning var spredt ud. Kakaobønner viste det sig at være. Hvordan de bønner man bruger til noget så lækkert som chokolade kan lugte så uappetitligt, har jeg svært ved at forstå. Jeg glæder mig bare over, der er firmaer udenfor Sierra Leone, som forvandler de mindre vellugtende sten til fantastisk chokolade.
Vi var dog ikke kun i Kailahun for at opleve kakaobønner. Den anglikanske kirke i Baima har både kirkebygning og et kapel, og i sidstnævnte er der morgenbøn alle ugens dage kl.6.00. Selvfølgelig skulle vi med til det, men da vi sad og prøvede at vågne på bænkene, viste det sig at være bibelstudie på mende. Det eneste, jeg fik fat i, var, at vi danskere skulle plante træer - surprise. Kl. ca. 6.45 satte jeg derfor en lille lerklump med et appelsintræsskud i jorden udenfor det lille kapel til stor begejstring for menigheden, som næsten fuldtalligt var mødt op til ”bedemødet”. Træet samt to andre var en afskedsgave fra præsten, der skal overflyttes til Kangahun.
Da vi var vågnet lidt mere op, tog vi på rundtur til fem landsbyer, den anglikanske kirke arbejder i. Turens formål syntes primært at være fremvisning af de to pumui’er til townchiefs og alle andre interesserede, mens kirkebesøg kom lidt i anden række. I en landsby gik al tiden med at hilse på den muslimske townchief – byen havde endnu ikke en kirkebygning; menigheden mødtes på skolen. Kirkebyggeplaner havde de til gengæld, og i to andre landsbyer var byggeriet allerede i gang, hvad end der var tale om en katedral eller en lille lerhytte.
Kakaobønner og kirkebyggeri i Kailahun – Nu skal jeg nok holde lidt igen med bogstavrimene.

Krig og kridt i Kenema

Hvis man fra Bo bevæger sig mod øst af god asfaltvej, kommer man til Sierra Leones tredjestørste by Kenema. Her er den anglikanske kirke en katedral efter sierraleonsk målestok, fra 1909 og lyserød. Sidstnævnte arbejder præsten på at ændre til smørgul.
Så er fakta vist også på plads. Det interessante er jo, hvad vi lavede, så det kommer her. Første dag stod på sightseeing under ledelse af to af kirkens unge, en lærer(Fredrick) og organisten(John). Uden at spørge os først lovede Fredrick sine elever, at vi hver især ville komme og undervise en klasse om Danmark og dansk dagen efter. En udfordring vi gerne tog op, for selvfølgelig skulle de to klasser af hver 50 elever vide, hvordan man på dansk siger ”Goodmorning” og ”How areyou?”.
Klokken 9.00 dagen efter var vi klar til at undervise de 20 min, vi havde aftalt. Klokken blev imidlertid 11.00, før vi i højt humør forlod klasserne ovenpå en til tider støjende men rigtig god oplevelse. Taget i betragtning af, der kun var tre-fire i klassen, der turde stille spørgsmål på engelsk, var lydniveauet af og til ret ekstremt. De lokale gloser havde de nemlig ingen problemer med at lufte indbyrdes. For ikke at tale om antallet af piger i klassen. Forældre i Sierra Leone satser først på drengenes uddannelse, så for at få pigerne i skole har regeringen gjort de første skoleår gratis for pigerne og de næste billigere. Der var kun lige omkring ti drenge i klassen og mange, mange fjantepiger. Så ja; det var til tider en udfordring at få alle 50 til at tie stille samtidig, men det meste af tiden var de opslugte af at høre om det lille danske land i Europa.
En lukket indenrigs flyveplads og dårlige veje var noget af det, der vidnede om krigens raseren i Kenema. En anden ting var minderne, som blandt andet præsten og Fredrick delte med os. Jeg forstår slet ikke, hvordan rebellerne var i stand til at gøre så forfærdelige ting mod deres landsmænd. Ganske vist var de fleste rebeller væk i stoffer, men hvordan kan et menneske slå sin egen familie ihjel, sprætte maven op på en gravid kvinde for at finde vinderen af væddemålet om det ufødte barns køn, kappe hænderne af folk og værre ting, jeg ikke har lyst at nævne – hvordan kan et menneske handle så ondt?
Fredrick fortalte, at han overlevede krigen som følge af sin tro på Gud, fordi han som kristen vidste, hvad der var rigtigt og forkert. Da han blev fanget, tæsket og truet på livet af rebellerne, stod han fast og ville ikke slutte sig til dem, for det er forkert at slå ihjel. Gruppens kommanderende blev hentet og viste sig at være en skolekammerat. Mirakuløst nok var hans reaktion ved at se Fredrick: ”Du skal ikke være en del af det her – smut”. For Fredrick er der ingen tvivl om, at Gud gav skolekammeraten få sekunders klarsyn den dag, så han selv overlevede.
Krig og kridt i Kenema – det var det mine to dage primært gik med.

Firbenet fornøjelse

Intet internet. Ingen butikker eller et marked. Afrikanske retter middag og aften = ris, ris, ris. Umiddelbart havde jeg lidt svært ved at sætte mig op til en HEL uge i gæstehuset i Kangahun, når min forhåndsviden var sådan. For ikke at snakke om rejsen dertil. Vi fik at vide, turen ville tage fem timer, og der nok ville være hullede veje.
Sjældent har mine forventninger været så forkerte. Køreturen til Kangahun tog kun lige omkring to timer. Den første time og lidt mere var på fin asfalt og det sidste på en netop skrabet jordvej (Vi passerede tilmed den store vejskraber-maskine). Hvilken luksus at få en køretur, hvor man kun skal stemme imod loftet enkelte gange.
Gæstehuset viste sig at være fuldt ud på linje med det blå hus, vi bor i i Bo, hvis ikke finere. Lækre madrasser(min var endda med fjedre), sofamøbler hvor man ikke kunne mærke bundbrædderne gennem hynderne og et gammelt solenergianlæg, der sørgede for strøm en del af tiden (sjældent når der var rigtig brug for det). Dog viste det sig, at Kangahun er en by uden mobildækning men også uden dyt, dyt fra hobevis af trafikanter.
Efter uger i byen var der fantastisk fredeligt ude på landet. Og det var også som om den afrikanske mad smagte bedre. Ganske vist hed det ris middag og aften, men sovsen var altid varieret og super lækker(med undtagelse af en med halve, skælklædte fisk i en af de landsbyer vi besøgte) og lige tilpas krydret. Jeg indrømmer dog gerne, at jeg var lige ved at køre træt i risen og i høj grad længtes efter kartofler, men så fik vi yams (smager næsten som kartofler). Vores kok i Kangahun må være tankelæser.
Som toppen af kransekagen fik vi varme bade. Hver eneste morgen kom de med en spand kogende vand, som vi kunne blande med koldt vand. Øj, hvor var det lækkert efter tre ugers kolde bade.
Det var bestemt en fornøjelse at bo i Kangahun. Men i særdeleshed også en firbenet fornøjelse. Anden morgen vi var der, fik jeg den dejlige morgenoplevelse at hilse på et firben i en af sofaerne. Nogle dage efter var endnu et på besøg i køkkenet, og indimellem disse to uventede gæster agerede jeg den onde dørvogter, som ikke lod endnu tre firben komme med ind til festen.
Der er så dejligt derude på landet. Så dejligt at firbenene også vil være med.

Hoved, skulder, knæ og tå

Så er det tid til en sang. Melodien og teksten er lidt en anden, end den vi synger i Danmark, men ikke desto mindre har vi lært den på både engelsk og mende(sidstnævnte skrevet efter udtalelyden):

3X ://Nja wee
Nja baggie
Njawoomie
Njagwe//:
Bella Yesugama

3X ://My head
My shoulders
My knees and
My toes//:
All belongs to Jesus

God fornøjelse!